Jeg kan ikke.

Min krop ryster, jeg har svedige håndflader og kvalmen lurer lige under overfladen. Tårerne står på spring i øjenkrogen, mens jeg kniber øjnene hårdt sammen. Jeg kan virkelig ikke. Det er alt for hårdt, jeg kan ikke miste kontrollen. Jeg kan ikke give slip. Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der bestemmer. Mantraet kører i mit hoved på repeat, men stemmerne derinde er højere, og de fortæller mig, at det har alt for mange konsekvenser. Alt for mange modtræk, hvis jeg gør det her. Det er alt for uoverskueligt. Tårerne løber ned ad mine kinder, og jeg hyperventilerer. Jeg tæller. Jeg tæller langsomt. En. To. Tre. Jeg kan ikke. Fire. Fem. Jeg kan ikke. Seks. Syv. Otte. Ni. Jeg rejser mig fra stolen og løber ud på badeværelset. 10. Jeg kaster op, og kaster op, men der kommer kun galde og spyt. Mine tarme skriger og min mave gør ondt. Jeg kan virkelig ikke. Jeg krøller mig sammen til en lille kugle og hikster klynkende på badeværelsesgulvet, mens jeg igen begynder at græde, men der kommer ingen tårer. Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der bestemmer. Men hvem er det, jeg prøver at narre? Jeg bestemmer ingenting, stemmerne bestemmer alting. De har taget alt kontrollen nu og jeg har mistet den. Jeg har endegyldigt mistet den og nu har jeg mistet mit håb. De har overtaget min krop. Der er intet tilbage for mig nu, jeg kan ikke komme tilbage herfra. Jeg krøller mig endnu mere sammen, fordi jeg fryser på badeværelsesgulvet og hele min krop føles, som en rystende masse i bevægelse.

Hun kommer ud på badeværelset, jeg kan høre hendes tunge trin. Hun løfter mig langsomt op i sine brede arme og guider mig ind i spisestuen igen, som et lille barn. Jeg er ikke et lille barn mere, men mine kræfter er sluppet op. Jeg sidder slapt og hænger i stolen og forsøger at kontrollere min vejrtrækning. Dybe inhalationer, helt ned i mellemgulvet. Men det gør ondt. Hele min krop gør ondt og jeg fryser så meget nu. Det er mig, der bestemmer. Det er mig, der bestemmer. Langsomt åbner jeg øjnene og ser ned på maden på min tallerken. Fem pastaer og to ærter. Men jeg kan stadigvæk ikke få mig selv til at åbne munden. Stemmerne skriger af mig i mit hoved, at jeg ikke må åbne munden. Og jeg kan mærke, at jeg taber kampen nu. Jeg kan mærke min krop langsomt giver slip på mine hjerteslag og at det bliver sværere at trække vejret. Det sidste jeg mærker er, at jeg glider ned fra stolen og rammer gulvet. Men det sidste jeg hører, er hendes skrig, og jeg føler på en måde, at jeg alligevel har vundet - fordi jeg hørte hende, i stedet for stemmerne. Fordi mine sidste tanker er mine, og ikke deres. Fordi jeg ikke behøver at kæmpe mere.