Jeg ligger på ryggen på det grønne mos og ser op i den smukke skyede himmel. Solen kigger frem i sprækkerne bag skyerne og jeg mærker hele min krop slappe af. Krager skræpper i det fjerne og bierne summer rundt i den lille lysning i skoven. Det her er mit hemmelige sted. Der hvor jeg søger hen, når jeg har brug for at føle, at jeg har kontrollen i mit eget liv. At jeg stadigvæk har magten. Her dufter af jord, mos og en lille smule af forfald. Jeg snuser dybt ind og lader luften trænge ned i mine lunger. Her er der fuldkommen ro. Mit hoved fyldes langsomt med minder og ekkoer af de ting, der tidligere er sket. Og jeg nyder at ligge her på mosset med lukkede øjne, og give slip på mine bekymringer. Jeg er stadigvæk i kontrol. Jeg har magten i mit eget liv. Jeg kan høre en svag banken fra mit bagagerum, men den er ikke så insisterende, at jeg rejser mig op endnu. Det er ikke tid endnu. Jeg lader minderne fare forbi og strejfer dem, fastholder dem og nyder dem. Så mange minder, jeg har fra dette sted. Fra denne lysning. Min elskede mindelund. Jeg håber, at den altid vil forblive skjult, sammen med mig. Den er så smuk, frodig og uberørt af alle andre end mig.

Her bliver pludselig så unaturligt stille, at jeg åbner øjnene. Alt er stille, som om skoven selv holder vejret og afventer. Venter den på mig? På at jeg kommer i gang med mine ritualer? Jeg rejser mig langsomt og tager fat om den store spade ved siden af mig. Den er blevet lidt rusten med alderen, men den er funktionel og jeg har mange minder sammen med den. Jeg går lidt rundt i lysningen for at udvælge mig et godt sted og så begynder jeg at grave. Jorden er dejlig blød og eftergivende, så jeg får hurtigt gravet et passende hul. Det skal være dybt, så skovens dyr ikke trækker omkring med resterne og får mig afsløret. Dybt og mørkt, en smuk grav i min mindelund. Der er stadig en unaturlig stilhed i skoven, som gør mig nervøs. Det virker truende, som om noget ligger på lur. Men jeg ved godt, at det eneste monster i skoven er mig selv. Jeg ryster på hovedet over at tænke så fjollede tanker. Jeg lægger spaden fra mig og bevæger mig langsomt hen mod bagagerummet i min bil. Om lidt skal jeg nok selv sørge for at stilheden bliver brudt. Endnu en gang. I min mindelund.