Jeg kigger ned på mine arme og de skinner.
De er røde og skinnende, og selvom jeg bevæger mig så langsomt som overhovedet muligt, så er jeg ved at brænde op.
Af lys og af længsel.
Jeg strækker fingrene ud og rækker frem mod bladene, bittesmå og grønne og nye, imens jeg snegler mig fremad.
Du har set mig, men det var også meningen.
Lige før, da jeg kom susende rundt om hjørnet, kiggede du op og vores øjne mødtes.
Da var det som om jeg ikke kunne trække vejret længere, pludselig føltes luften gloende hed, jeg måtte træde på speederen og skynde mig væk.

Men nu... Nu går jeg hér, i en rød kjole og med røde arme, og håber du vil se mig igen.
Komme cyklende ovre fra den anden side af blokken, råbe "hej!" og standse ved min side.
Du vil helt sikkert smile. Måske vil du ae mig flygtigt på skulderen og sige et eller andet sjovt.
Det er så nemt og det er så meget dig, og engang var vi os.
Hvor mærkeligt, egentlig.
Jeg har længe tænkt, at du levede i en anden verden, men nu findes du alligevel i min.
Ligesom børnene, derhenne bag hækken, der løber og leger og hviner begejstret.

Jeg stopper da jeg når til træet.
Det er kæmpestort og under dets krone er der skygge. Det er det eneste sted, på hele fortovet, hvor man ikke har det som om man bliver badet i flammer. Og selvom jeg egentlig ikke har lyst, så sætter jeg mig ned. Med benene helt oppe under hagen, kjolen foldet sammen under mig, folk der passerer forbi kigger så underligt.
Men du er ikke en af dem.
Nej, sådan har du trods alt aldrig kigget på mig.
Heller ikke de der gange, hvor du stod med sammenbidte tænder og ikke kunne finde ordene.
Hvor jeg ventede i evigheder og ventede forgæves.

Grenene begynder at svaje lidt og sender en brise ned til mig. Jeg læner mig bagud og sukker tilfredst. Vil lukke øjnene, men tør ikke, for hvad nu hvis du kommer og jeg ikke opdager det?
Så jeg nøjes med at kigge op på bladene, der danser for mig. Frem og tilbage, næsten den samme bevægelse, brisen er så let.
På en måde minder det mig om du og jeg. Hvordan vi mødtes første gang for flere år tilbage, og siden er det bare blevet ved.
Den samme bevægelse, hen mod hinanden.

Til sidst rejser jeg mig.
Tiden er gået og du har fået fri for længst.
Men lyset er stadig skarpt og i morgen er der også en dag.