Livet i bunkeren er frygtelig ensformigt. Stå op, træne, spise, kamptræne, arbejde, spise, indgå i avlsprogrammet og sove. De samme evindeligt kedelige opgaver med de samme evindeligt kedelige individer. Jeg er træt af altid kun at se dette begrænsede antal mennesker i dagtimerne. Mit rationeringskort er ved være tomt, fordi jeg har sløset med mit arbejde. Jeg har trænet mere end jeg har arbejdet denne måned, og kun min tid på arbejdet giver mig point til mit kort. Desværre er jeg nødt til at få adgang til noget mere mad, så jeg må arbejde mere i den kommende uge. Jeg hader mit tildelte job, hvor jeg føler mig, som en gammeldags talekonsulent. Jeg træner alle der bor hernede i at manipulere deres stemmer, så de kan snyde de personlige dørscannere på overfladen. Der er stadigvæk en vis strålingsrisiko deroppe, men hvis vi pludselig bliver nødt til at flygte herfra, så skal alle være beredte, så de har mulighed for at klare sig selv et stykke tid. Vores spejdere har fundet ud af, hvordan man snyder dørscannerne på de gamle huse på overfladen, så man kan søge ly for varmen og syreregnen. Det er alt for farligt at være udenfor længere tid ad gangen, uden mulighed for ly. Så de gamle huse er vores strategi for overlevelse.

Der har tidligere brudt en attentatmand ind fra overfladen, og det var en ren massakre. Det var før vi fokuserede på kamptræning, flugtveje og overflade-overlevelses-principper. Vi mistede mange mennesker den dag, alt for mange. Det er også derfor at avlsprogrammet opstartet. Vi har behov for flere mennesker, hvis vi skal kunne skabe et fremtidigt samfund. Men det gør mig ikke noget, for eftersom vi ikke har adgang til teknikken omkring kunstig befrugtning, foregår det på god gammeldags manér. Eftersom jeg umiddelbart ser ud til at have gode gener, er jeg eftertragtet. Så jeg er næsten aldrig alene om aftenen. Jeg klager ikke. I hvert fald ikke over denne del af mit liv her i bunkeren. Omgangstonen hernede er ellers altid ret ensartet og kedelig. Ingen råben, ingen skrigen. Bare høflig tale. Ingen siger for meget, og alle siger for lidt. Men når jeg er alene med en af vores kvinder efter aftensmaden, er det noget helt andet. Jeg elsker kvinder, jeg elsker at få dem til at skrige, trygle om mere og råbe mit navn.

Om aftenen er mit liv alt andet end kedeligt. Om aftenen elsker jeg mit liv i bunkeren.