Jeg åbner øjnene og forsøger at huske, hvor jeg er. Hvem jeg er. Men min hukommelse føles utilgængelig. Jeg rækker ud i min hjernes afkroge, men finder blot tomrum efter tomrum. Alt er blankt. Jeg ser i stedet, om jeg kan få nogen ledetråde i rummet. Gulvet er beton, koldt, ujævnt og jeg ligger i noget fugtigt og klistret. Jeg mærker efter med hånden og tager den op til mit ansigt. Mørkt rødt koaguleret blod. Hvis blod er det? Jeg tjekker min krop mentalt og med fingrene, men jeg kan ikke umiddelbart finde stedet, hvor blodet burde komme fra. Et pludselig jag i mit hoved, gør mig opmærksom på lydene omkring mig. Jeg kan høre fluer, der summer. Lyden af en lampe, der blinker. Biler ude på vejen og en svag summen fra mennesker, der taler. Jeg rejser mig op fra det klistrede gulv og ser rundt i det sparsomme lys, fra det tilskoddede vindue. Her er intet, blot tomhed. Jeg undrer mig over at min krop ikke gør ondt, eftersom jeg ikke ved, hvor længe jeg har ligget her på den hårde beton. Hvorfor kan jeg intet huske? Jeg bevæger mig hurtigt gennem gangene i bygningen og jeg kan høre tunge hjerteslag. Det må være mit eget hjerteslag, samt den metalliske lugt af det blod, som jeg er smurt ind i. Hvis bare jeg kan finde nogen, så kan jeg måske få hjælp. I hvert fald til at finde ud af hvem jeg er og hvorfor jeg er her. Jeg stopper brat op. Hvad hvis det er bedre ikke at vide det? Uanset skal jeg ud herfra. Jeg finder endelig et skilt, hvor der står "NØDUDGANG", og åbner døren ud til. Månelyset er virkelig skarpt, og jeg må knibe øjnene sammen. Jeg kan høre mit hjerte banke endnu højere nu og det virker som om jeg kan høre blodet, der løber i mine årer. Jeg åbner øjnene helt og føler, at jeg kan se natten klarere end nogensinde før. Der står en mand i mørket og ryger ved hjørnet af bygningen. Jeg kan igen høre mit hjerte slå, lyden overdøver alle mine sanser. Nej, det er ikke mit hjerte. Jeg kan høre mandens hjerteslag og jeg kan dufte blodet i hans årer. Jeg mærker en skarp smerte i min mund, og spidse hjørnetænder bryder frem. Jeg bliver ramt af instinkt og tørst og bevæger mig lydløst hen mod manden.