Støvet lå i et tykt lag på ubrugte overflader i den lille saloon "The Rusty Spur", i den glemte by Redemption Gulch. Herinde var luften tyk af cigarrøg og sved. Profane bemærkninger blev kastet mellem de beskidte cowboyders og forlystelses pigerne, hvilket fik mig til at skurre tænder i foragt. Jo-Ann satte en whiskey foran mig og jeg mødte hendes øjne.
"Hvad har du tænkt dig at gøre, Gloria?" hviskede hun mod mit øre.
Jeg svælgede den gyldne væske, og sank. Ud af øjenkrogen stirrede jeg på to mænd i et hjørne, der talte lavmælt sammen, mens jeg opfangede ord som "guld" og "forsendelse." Det her var min chance.
"Jeg tager tilbage, hvad der er mit," hvæsede jeg og mødte igen hendes blik. "Og du kommer med mig, min smukke."

Jeg havde ikke altid været revolverdame. Jeg var kommet til Vesten for at starte et nyt liv, men omstændigheder havde tvunget mig til at gribe til våben. Jeg var hurtig på aftrækkeren og kendt for min præcision, men den læring havde ikke været nem at opnå, og ofte indvolverede den ukorente gerninger. Nogle ville måske påstå direkte umoralske.
Rygtet om min dygtighed havde spredt sig, og nu var jeg her, i Redemtion Gulch, for at gøre krav på min del af lykken.

Jeg vidste det ikke ville blive let. Mændende ved bordet var ikke hvem som helst. De var lejesoldater hyret af byens rigeste mand, Elijah Redwood, der havde sat sig for at monopolisere det nye guld. Men jeg var ikke bange. Jeg havde intet at tabe.

Det var nok ikke helt sandt. Jo-Ann, min skønne viv, arbejdede hårdt i saloonen, men en sart blomst som hende hørte ikke til i det miljø, og efter et længere bekendtskab, havde jeg sat mig for at skabe en bedre tilværelse for hende og mig. Og for at kunne gøre det, var jeg nødt til at stjæle Elijahs guld.

Dagen for guldforsendelsen oprandt. Jeg havde lagt min plan. Jeg vidste, at guldet ville blive transporteret med diligence fra minen til banken. Jeg tog strategisk position, efter at have placeret min trofaste ganger og Jo-Ann et sikkert sted i nærheden. På taget af en bygning med udsigt over hovedgaden, kunne jeg nemt følge med. Elijah var udenbys, så denne mulighed tilbød sig perfekt. Tilbød til min udåd.
Da diligencen kom til syne, sprang jeg ned på hesteryg og galoperede mod den. Lejesoldaterne åbnede ild, men jeg var hurtig og præcis. Jeg skød dem ned én efter én, mens jeg nærmede mig målet. Min frakke og min hat måtte tage en for holdet.
Snart lå der fire døde mænd.

Min revolver pegede på kusken og han hoppede skrækslagen ned på jorden og satte i desperat løb væk fra mig. Hastigt åbnede jeg vognen, og greb et par sække med guld, hvorefter jeg galoperede hen til Jo-Ann og sammen satte vi mod solnedgangen og det vilde ukendte.
For første gang i lang tid følte jeg håb. Håb for mig. Håb for Jo-Ann.