Det var tid til aftenens højdepunkt. I hvert fald for far. Mor bar stolt ris a la manden ind i stuen og stillede den forsigtigt på bordet. Far lænede sig ind over bordet, ansigtet få centimeter fra skålen. Ikke for at opsnuse den betagende duft af vanilje, men for at se om mandlen stak op fra grødrisens overflade. "Godt, så er vi vist klar," konstaterede han.
Jeg kastede et hurtigt blik over på Jesper, der om få minutter skulle debutere i den årlige far-får-mandlen tradition på Hybenvangen 16. Han så ikke særlig nervøs ud, men smilede bare til mig, som om det kun handlede om at smage på mors hjemmelavede ris a la mande. "Kan du ikke bare starte, Jesper," sagde mor og vendte skeen om mod ham på ægte spejdermanér. "Jo, det ser rigtig lækkert ud," sagde han og duftede til skålen. Jeg observerede far, der betragtede både Jesper og skålen, som om de var ved at indgå et komplot mod ham. Jesper øsede en beskeden portion op på sin tallerken og skulle lige til at vende skeen i urets retning mod mor, men inden hun nåede at gribe fat i træskeen, stod far allerede op og var i gang med at fylde sin tallerken helt op til kanten.
Jeg smagte næsten ikke på ris a la manden, jeg havde for travlt med at holde øje med, om far ikke snart fik mandlen. Samtidig kiggede jeg over på Jesper og bad til, at han ikke lige pludselig gumlede på noget, som ikke var hakkede mandler eller hele kirsebær. Far kom igennem sin portion, men han lignede ikke én, som gemte på mandlen, ligesom han plejede at gøre for at drille os. Frustrationen begyndte at stråle ud af ansigtet på ham, og han kiggede forvirret på os andre. Det lignede ikke, at nogen af os sad med mandlen gemt i smug i munden, så far øsede endnu en portion op. Lige så stor som den første. Man kunne ænse bunden af skålen, og det betød som regel kun én ting: mandlen ville finde sin ejermand, når alle fire tallerkner var tomme.
Jesper, mor og jeg blev færdige med at spise vores portion, mens far var halvvejs igennem sin anden. Jeg kiggede over på Jesper, som gav mig et stort smil. Jeg smilede igen, men smilet fortrak hurtigt, da han lige pludselig skubbede en mandel ud af munden. Han så stolt ud. Jeg gik i panik og kiggede over på mor, som også havde set mandlen i Jesper mund. Hun så tilbage på mig, som om jeg skulle gøre noget. Men hvad kunne jeg gøre? Én ting var at far ikke fik mandlen for første gang i alle de år, vi havde holdt jul sammen, men hvordan ville han reagere på, at Jesper havde gemt på mandlen for at drille ham.
Far skrabede febrilsk sin tallerken, i håb om at mandlen gemte sig i en lille klump af grødris. Mandlen var ikke på tallerkenen, og det kunne kun betyde én ting...