Min lillebror var lige fyldt 14 år, og mor sagde meget konsekvent, at det var slut med snydemandler i risalamanden. Det havde ellers altid været sådan, at det forunderlig måde altid var den yngste i familien, der fik mandelgaven. Jeg tog dette som et tegn, et tegn til at jeg endelig kunne få hævn over alle de år, min lillebror havde fået mandelgaven, mens jeg misundelig så til, når han åbnede den lækre slikpose, som mandelgaven altid bestod af.
Vi var mange i år, mor, far, min storebror, min storebrors kæreste, min lillebror og så selvfølgelig mig. Hos os betyder juleaften altid farseret kalkun, en lang fordøjelsespause og så risalamande. Mor står altid i køkkenet hele dagen og om formiddagen, bliver der lavet risalamande af den rest risengrød, der bevidst er levnet fra lille juleaften, vanilje, sukker, hakkede mandler, flødeskum og så den hele mandel der udløser mandelgaven.
Om eftermiddagen, da hele familien skulle ud at gå, undskyldte jeg mig med, at en af mine kammarater ville komme over og ønske mig god jul. Da alle var gået, skyndte jeg mig at skolde hele den pose mandler jeg havde købt dagen inden. Mandlerne bliv smuttet og alle 200 gram mandler blev forsigtigt vendt ned i risalamanden. Efterfølgende var jeg uskyldigheden selv. Julemiddagen startede og jeg sad på nåle under hele hovedretten. Endelig begyndte vi på desserten, og mine forventninger til denne del af måltidet gjorde, at jeg var ved at briste af spænding.
Som altid spiste vi af de fine krystal asietter, og det var mor, der øsede op og rakte asietterne rundt til os alle. Traditionen tro var der ingen der begyndte, før alle havde fået deres portion. I min familie har det altid været sådan, at alle sidder og ser ud som om, at man har en mandel gemt mellem tænderne og kinden. Dette år ville det gå helt anderledes!
Lidt inde i desserten kigger min lillebror triumferende rundt med en tydelig bule i kinden. Min storebror følger hurtigt trop og snart sidde alle med tykke kinder. Jo mere risalamande vi spiser, jo tykkere bliver alles kinder. Min far kigger over på mig og i hans øjne kan jeg se et smil, mine øjne smiler tilbage og det varer ikke længe, inden vi alle sidder med lukket mund, en kindpose større end en hamsters, og øjne der ikke kan skjule adskillige smilerynker.
Min lillebror skal lige til at sige noget, da min mor pludselig begynder at grine, mens mandlerne falder ud af munden på hende. Vi andre følger hurtigt trop og hele mandler vælter ud af os og ligger nu ud over hele bordet, mens vi alle griner højlydt. Min mor ser lidt strengt over på mig, men det er jo juleaften, så jeg er hurtigt tilgivet. Det blev en dejlig juleaften og vi grinede meget.
Nu er historien efterhånden blevet en familie krønike og bliver i en eller anden form genfortalt hvert eneste år.