Jeg taber kirsebærsovsen på skeen ud over ris a la manden, idet alt løst inventar skurrer mod bagbord, og kun slingredugen holder servicen fast på bordet.
"Det var heldigt, at du ikke ramte helt herover!" Christians ansigt folder sig ud i en lille latter, som han sidder overfor mig og undersøger sin hvide t-shirt for stænk af rødt. Han blinker. "Så havde du fået med mig at bestille."
Jeg ser hastigt på Mads, Allan, Kasper, Simon og Brian. De er alle optagede af at holde fast på tallerkener og glas, som vi nu krænger mod styrbord. Jeg smiler halvt tilbage til Christian, som fastholder mit blik. Ud af øjenkrogen ser jeg Allans opmærksomhed søge efter kirsebærsovsen, og jeg sætter den fra mig, ser ned og hakker lidt i min ris a la mande, før jeg tager en bid, der hovedsageligt består af kirsebærsovs. Jeg har aldrig brudt mig om ris a la mande, men jeg har svoret ikke at stoppe med at spise det, før jeg én eller anden gang får mandlen.
"Hov hov!" Christian ser stadig på mig.
"Jeg gjorde ikke noget..." Jeg griner og prøver at se på de andre også. Det er dumt at være for tydelig, når de andre er her. Særligt Simon. Christian fortalte mig sidste uge, at det var netop derfor, Simon ikke ville have kvinder ombord. Men hvor er det svært at holde blikket fra Christians sarte hals, hvor jeg plejer at kysse ham.
"Jeg går lige ned og skriver 'god jul' til familien." Jeg rejser mig fra bordet og går hurtigt ned på mit kammer og ser på den 'god jul'-besked, jeg sendte for tre timer siden. Hvorfor bliver Christian lige så meget flottere, når han kommer ud af kedeldragten og får en ren t-shirt på?
Der lyder et bank fra den åbne dør, og mit blik møder Christians, som han går ind på mit kammer. Jeg tænker ikke engang på at tjekke gangen, før jeg lader ham kysse mig. Og som hans bløde læber presses mod mine, støder noget hårdt mod min tunge, og jeg indser, at det er mandlen. Den idiot har siddet og gemt på mandlen, mens han har iagttaget mig kæmpe mod den ene brækfornemmelse efter den anden i min søgen efter den. Nu skal jeg have hævn. Med tungen får jeg fat i mandlen, hvorpå jeg trækker mig væk fra ham og tager mandlen ud af munden. Jeg efterlader Christian og går op på broen til de andre.
Jeg er endelig lykkedes med at finde mandlen.