Folk omkring mig var rasende. De råbte af den stakkels mand, som ikke turde kigge op på tilskuerrækkerne, hvor flere tusinde mennesker fægtede med armene og skreg så højt, at spyttet fra deres munde lignede støvregn. Han talte minutterne. Tilskuerne begyndte at kaste halvfyldte plastickrus mod manden, og det var ikke fordi, han så tørstig ud. En af dem ramte en fotograf, en anden en bolddreng. Civile ofre i et hadefuldt angreb mod deres tidligere helt. Nu var han den store skurk. Endelig lød dommerens slutfløjt, og manden flygtede ud af banen som den første. Han sparker aldrig straffespark igen.