Kolbert Findsen vidste han havde klokket i det denne gang. Han havde ved et uheld taget den forkerte gryde i skabet. Og havde altså brugt tryllegryden til den grød, der lå til base for risalamanden. Gryden stod nu på komfuret, og Kolbert mente at kunne se, at den lo af ham. Op ad tryllegryden stod en søjle af hvid klæg masse, der hele tiden voksede. Først mod loftet og så begyndte den at brede sig ud i køkkenet. Kolbert nåede lige at smutte ind ud ad døren, før han blev opslugt af den evigt voksende alamande. Gryden lo bagerst inde i køkkenet. Det var Kolbert sikker på. Forbandede tryllegryde. I et ryk, blev Kolbert ført videre ind i spisestuen, af en tsunami af hvid grød. Han passerede sin lillebror Fnjaltok i farten, der gjorde store øjne fra lænestolen.
"Hej Fnjaltok," sagde Kolbert og forsøgte at holde tonen ligegyldig. Lidt munter. Fnjaltok rynkede brynende og skar tænder.
"Jeg vidste du ville snyde Kolbert. Jeg vidste det!" svarede Fnjaltok med et grin, og hev en ske op af brystlommen i sin vest. "Venner! Vi er begyndt. Må bedste nisse vinde!" råbte han og kastede sig, med skeen mellem tænderne på hovedet ind i det svampede hvide, der nu fyldte køkken, bryggers og halvdelen af stuen. Kolbert hørte Fnjaltok grine og smaske, da grøden opslugte ham. Fra første salen lød et rabalder. Bum. Bonk. Bang. Bing. Bong. Og resten af flokken var stimlet sammen henne ved stuens fjerneste dør, som alamanden nærmede sig med rasende fart. Teskmosk, Fillibalt, Jonteguf og Rilato stod alle fire og kiggede bebrejdende på Kolbert.
"Det er ikke fair at Fnjaltok allerede er begyndt. Vi aftalte sidste år, at alle begynder samtidig," sagde Jonteguf lidt vredt.
"Ja. Undskyld," svarede Kolbert køligt. "Værsgo' at spise." Og på den opfordring nærmest synkront kastede Teskmosk, Fillibalt, Jonteguf og Rilato sig krigerisk modigt mod massen, der samtidig opslugte den sidste rest af spisestuen. Kolbert sad egentlig behageligt her forrest i sin grød, tænkte han da den voksede og voksede og førte ham foran sig op ad trappen til første salen. Det sidste han så, inden også han lod sig opsluge af alamanden, var naboens julemiddag igennem et vindue på første salen. De sad alle om bordet i deres fine juletøj og var igen med flæskestegen, mente han at kunne se. Det sidste Kolbert hørte var hans lillebror Fnjaltok der, et sted dybt inde i grøden, råbte: "Jeg har fundet mandlen!"