Manfred rynkede panden, det her var en af de mere specielle sager han havde været ude for i sin karriere som kriminalbetjent. Han havde ikke meget at gå efter, den unge kvinde var blevet fundet bevidstløs i straffesparksfeltet på den lokale fodboldsbane. Hun var kun iklædt brudeslør og bar ingen tegn på vold eller anden fysisk overlast. Kvinden var hurtigt vågnet, men hukommelsestabet gjorde at hun ikke kunne ikke fortælle hvem hun var eller hvordan hun var endt på fodboldsbanen.
Det eneste Manfred havde at gå efter var den nylavede blæksprutte tatoveringen på kvindes lænd og det lille pris mærke på brudesløret. Prismærket bar ingen reference til butikken og Manfred havde allerede ringet rundt til de nærmeste brudebutikker uden held. Blæksprutte tatoveringen derimod var interessant. Den var lavet i ren sort og havde et religiøst look over sig. Manfred kunne ikke sætte finger på det, men noget ved den virkede bekendt. Der var ingen vej uden om, han måtte ud og besøge byens mange tatovører.
Det blev nogle lange dage, de sidste to dage havde han besøgt 15-20 tatovører i hele byen og ingen havde genkendt blæksprutten. En lille klokkede klingede mat, da han åbnede døren til endnu en tatovør. Bag disken stod en kvinde og lettere irriteret smed Manfred et billede af blæksprutten og sagde "har du lavet den her eller ved du hvem der laver den". I samme sekund hun så blæksprutten, spærrede hun øjnene op og hvæsede, "Det er kun Somar's brud der bærer mærket og jeg vil ikke have noget med den at gøre".
Navnet Somar ramte Manfred som en hammer. Det var navnet på den havgud, som nogle af de lokale fiskere dyrkede og pludselig viste Manfred hvor han kendte blæksprutte fra. For tretten år siden havde de fundet en myrdet mand i en lagerhal ved havnen. Et mord i havnen var egentlig ikke noget specielt, havde ikke været for den måde ofret var blevet lagt til rette. Mandens mave var blevet sprættet op og hans tarme, arme og ben var sirligt blevet anrettet sådan, at han fik formen af en blæksprutte. Mordet forblev uopklaret, men rygterne på gaden sagde at manden havde vendt Somar ryggen.
Det løb Manfred kold ned af ryggen, da han hastede tilbage til sygehuset. De havde ikke set nogen grund til at sætte vagt ved kvindens stue og han havde en snigende fornemmelse i maven. Sygeplejerskerne blev noget chokeret da han stormede ind i receptionen og råbte efter kvinden. Manfred blev bleg da den ansvarlige sygeplejeske forklarede "Jane Doe?, Jamen hende hentede din kollega for to timer siden. Han sagde at det var på tide for hende at komme hjem igen".