Jeg plaskede resolut vand i mit hoved, som om det kunne skylle farven væk, og de tanker der havde frembragt den. Jeg tørrede mit ansigt i et håndklæde og spekuleret højt, "Måske kunne jeg let og elefant, springe over de gange, det skete, men... Hvad så med Anders... Hvad vil han tænke/mene/syns om det?" Jeg hængte håndklædet tilbage, åbnede forsigtig, døren og luret forsigtig ud i gangen, for at se om der skulle stå nogle, men det gjorde der heldigvis ikke.
Jeg listede hen til hoveddøren og tog mine sko på. Åbnede døren og gik ud. Den lune sommer vind slog straks i mod mig og omfavnet mig som en kær gammel ven.
Solen varmede så godt at jeg bare stoppede op ude foran hoveddøren og vendte mit ansigt op i mod den. Hvor længe jeg havde stået sådan med lukkede øjne, skal jeg ikke kunne sige? Jeg havde nemlig skudt, alt i baggrunden.
Lyde, som mine følelser og min halv færdige historie som mine nysgerrige tilhørere ventede på at høre til ende inde i spisestuen. Jeg nød bare solen og den frihed jeg følte lige nu. Derfor havde jeg registret at nogle var kommet ud til mig. Ikke før en hånd blev lagt på min ene skulder. Det gav sådan et sæt i mig, at der undslap en halv kvalt lyd over mine læber.
"Rolig nu, min skat. Det er bare mig," hviskede Anders stille ind i mit højre øre. Hvor efter han nippede mig blidt i min øreflip, med sine læber. Mit hjerte fløj øjebliklig op i halsen på mig og truede med at, bruge min tunge som et springbræt, til friheden. Jeg rykkede væk fra ham, inden han fik lagt en hånd på min mave. Jeg ture ikke se på ham, så jeg sagde bare, "Kom, lad os gå ind til de andre igen," hvor på jeg tog hans hånd og førte ham ind i spisestuen igen.