Kirkeklokkerne lød, de var hendes signal. Langsomt gik hun op ad kirkegulvet, i takt med tonerne fra kirkens orgel. Igennem brudesløret kunne hun se sin kommende mand vente på hende med et bredt smil under hans stumpnæse.
Tonerne sluttede idet hun nåede op ved siden af sin kommende mand. Hun satte sig ned og smilede til hendes svigermor, der sad på hendes side. Hendes mands mor havde insisteret på dette lige siden de startede planlægningen af brylluppet. Hendes svigermor var nemlig den eneste, udover hendes kommende mand, der kendte til hendes manglende fortid.
For fire år siden vågnede hun op i strandkanten, uden nogen anelse om hvem hun var. Hendes hænder og fødder havde været bundet sammen med et tykt reb, og hendes mund var tapet til. Hun havde lagt sådan i flere timer, inden en moden kvinde kom forbi sammen med sin lille hund. Hunden begyndte at gø ved synet af hende, og kvinden kom straks hen for at løsne rebene og fjerne tapen.
"Hallo! Kan du tale?" Spurgte kvinden desperat, mens hun fumlede mobilen.
Før hun havde nået at svare, havde kvinden fået forbindelse med alarmcentralen.
"Der ligger en kvinde på stranden...Hun er ikke i den bedste tilstand... Om hun han tale? Vent lige," kvinden lod telefonen glide ned til hagen, og så spørgende på hende. Hun svarede svagt; "Ja!"
"Hun kan tale! Vi er på..."
Kvindens stemme forsvandt, og drømmen væltede ind over hendes svækkede sind.
Hun holdte mappen i hånden. Den var fyldt med værdifulde rationeringskort, der skulle sikre hendes økonomiske fremtid. Manden der var interesseret i hendes kort, sad og ventede på hende ved baren. Han havde allerede bestilt drinks. Hun havde været lidt betænkelig ved at møde ham på en bar, men hun var så desperat efter at få solgt de kort, at hun havde accepteret stedet.
De snakkede lidt, han kom med et bud på mærkerne. Det hele virkede fint, lige indtil hun havde drukket den drink han havde bestilt til hende. Rummet begyndte at dreje, og hun så tydeligt hvordan hans smil blev bredere i takt med at rummet snurrede hurtigere rundt.
Hun vågnede op på hospitalet. En læge stod ved hendes side og kommenterede hendes tilstand til en diktafon; "Bevidstløs, med kraftig hovedlæs..." hun afbrød ham med en gurglende lyd. Lægen kiggede overrasket på hende.
"Hvem er du?" spurgte han venligt. Hun trak på hendes ømme skuldre, og lægen startede diktafonen igen; "Ved bevidsthed, ved ikke hvem hun er. Muligt hukommelsestab ..." Hun sukkede dybt, og lukkede øjnene. Bag øjenlågene så hun attentatmanden fra hendes drøm.
"Og du, Sandra Jensen. Tager du denne mand, der hos dig står, til ægte?"
Præstens spørgsmål rev hende tilbage til virkeligheden.
"Ja!"