"Nej, nej, nej... Ikke nu!"
"Jamen mor, må vi ikke nok få det?",
"Jeg har sagt nej, og sådan er det"
"Okay så..."
Det er en surmulende lille dreng, som sætter morgenmadspakken tilbage på hylden samt en vrissende mor, der triller rundt med indkøbsvognen.
Det er hårdt at have tvillinger, det synes hun selv sommetider. Især de gange, hvor hun har begge børn med, når hun lige har hentet dem fra SFO'en. Så gør det ikke det hele bedre, at hun så er fraskilt, bor alene og skal forsørge børnene selv, samtidig med et job.
"Husk nu; Mælk, pålæg... rugbrød... hvor er det nu det er... her!... så var der..."
Tankerne flyver rundt i hendes hoved, og med en hverdagsstøj om ørene, synes det at være svært at holde på tankerne.
"Undskyld mig!?"
"Ja, frk.?"
"Har i mere af det grove, jeg kan ikke se mere ovre på hylden?"
"Beklager, hvis der ikke står mere, så har vi ikke mere"
"Amen... forh... Det kan da bare ikke være så svært!"
"Jeg... beklager meget... frk."
"Det går eddermame også altid galt!" Det bliver altid sagt med en mumlende stemme. Nu kommer det også kun hende selv ved, når hun mumlede på den måde.
"Mor, jeg er sulten!"
"Det er jeg også!"
"Ja... men så må i vente til vi kommer hjem"
"Jeg kan ikke gøre for, at jeres far ikke ville være sammen med mig... men heller en anden, og så bare lade mig klare indkøbene selv," fortsætter hun, så hendes stemme bliver mere og mere skrap.
"Fordælen, det er jo kun børn, de forstår jo ikke dine problemer..."

I et enkelt træk støder to vogne sammen, så de skraller og rasler næsten i hele butikken.
"Ej hvad sker der nu!?" Andet når hun simpelthen ikke at tænke, før hun lige pludselig ligger på gulvet, med en posechips i den ene hånd og så en liter mælk i skødet.
"Skete der noget?"
"Hov... en mandelig stemme" Han får hende op på benene igen.
"Hvad... øh, skal du hjem og hygge eller?" Spørger han, og peger angiveligt på chips posen i hendes hånd.
Nærmest helt væk af forelskelse, ser hun ned, og så op igen.
"Nåår den, nej det er... det er til... Nej ved du hvad, det er slet ikke til mig" Sagde hun, og gemte den bag sig.
"Det er måske til ungerne?"
"Tja, det..."
"Sikke en sød og betænksom mor du er", kærlighed i luften, ja måske. Hun får i hvert fald røde kinder, og glemmer alt om stressen.
"Altså... hvis du har lyst, kan vi da godt spise lidt chips hjemme ved mig" og i et glimt, forsvinder han bag hylden med morgenmadspakkerne...