Jeg havde det nye jakkesæt på, som mor børstede af for fnuller og hår som hun gik forbi mig i køkkenet. "Er det nyt det jakkesæt?" kunne hun spørge mig så mange gange, og som regel ville jeg bare smile til hende og give hende et nik. Demens er jo ikke hendes skyld, og så er det så fortrøstningsfuldt at hun også har glemt den. Den flotte nye lejlighed skulle for en gang skyld indvies i julen og så var Mette og hendes familie også inviteret. Det bliver som to høvdingestammer der skal mødes til stammefest, og jeg føler mig som grisen der skal over bålet. Jeg lød fingrene glide ned over min bukselomme. Yes, den var der endnu, og Mettes forældre var indforstået med hele planen. Far og tante Ulla havde også lovet ikke at røbe noget.
Dørklokken lød og mit hjerte røg i op halsen. Mine hænder dannede sig en hinde af koldt sved, mens de bævende trykkede dørhåndtaget ned.
"Hej og velkommen. Træd indenfor i varmen" udbrød jeg, mens tak, eeej, ååh blev mumlet i kor med sammenbidte grin. Da Mette fik øje på mig kyssede hun mig kort på munden og smilede så smilehullet i hendes kind fordybede sig. Jeg mærkede endnu engang forvissende på bukselommen.
Kirkekor var stereoanlægget brød igennem i lejlighedens stue, og snakken gik mellem de to familier. Efter et stykke tid var maden serveret og da gæsterne endelig gjorde sig færdige, hjalp Mette mig med at bære de tomme tallerkner ud i køkkenet igen. Mor sad og underholdt med sin fiktive tur til Sibirien, og Mettes forældre følte sig ligeså underholdt af historien som af mors vilde fantasi.
Mette tilbød og hjælpe med desserten, men jeg bad hende blot om at sætte sig ind til bordet igen efter et ømt kindkys.
Nu gik alt i slowmotion, og den larmende emhætte og den lumre luft gik ind i hovedet på mig. Jeg svedte og skjortens armhuler var for længst hærget af min sved. Jeg sank en klump, og tog mig sammen. Hældte risalamande op i syv skåle, tørrede sveden af panden og dykkede ned i bukselommen. Distræt, men hurtigt fiskede jeg ringen op, og begravede den i den ene skål. Rørte lidt på toppen, så man ikke kunne se forskel, og kaldte på mor.
Efter et stykke tid dukkede hun op i døråbningen, tog imod portionsanretningerne.
"Den her er til Mette" sagde jeg og sendte hende af sted med risalamande for over 12.000kr. Hun gik ind og servede mens jeg øsede mere grød op, og da endelig der kun var en enkelt tilbage gik jeg med ind til bordet.
Gæsterne havde allerede stukket den første skefuld i munden, og mit hjerte galoperede mod mit bryst. Svedperlerne løb, mens jeg stirrede over på Mette.
Sekunderne trak sig længere og længere, og pludselig udbryder mor:
"Neeeeej, hvor er den fin Jonas! Sikke en fornem mandelgave." hvorefter hun sutter risalamanderesterne af diamanten.