Min kone har indrettet køkkenet. De gamle svenske træmøbler, den blåternede voksdug, de blå skabslåger og de blå gardiner. Alt er blåt. Selv porcelænet og gryderne er blå. Hun var stolt af det. Jeg kan lige høre hende sige: "Se denne blå kagegaffel - er den ikke et pragtstykke uden lige?", mens hun står og kokkererer. Nu ligger kagegaflen forvredet og beskidt i hjørnet foran musehullet.
Tiden går. Der ligger rod ud over det hele. Støvet sidder i mine næsebor og kildrer nærehårene. Opvasken fra i går er ikke blevet taget, voksdugen er fedtet og der ligger en pastinak på det blå bord. Det er en sur pastinak. En rigtig rappenskralde. Den skulle have været spist for flere dage siden. En doven flue flyver rundt i kaffedunsten, men nødlander på den sure pastinak. Min kone ville aldrig have ladet den ligge i så lang tid. Hun ville have skrællet den, hakket den og kogt suppe på den. Men der bliver ikke kogt mere suppe i det her køkken. De tre pizzabakker ved siden døren ud til køkkenhaven står og ser triste ud. Nogen burde bære dem ud til den store træskraldespand.
Tiden går. Jeg rejser mig for at gå over og tage en kop kaffe. Jeg finder en blå, skåret tekop frem fra dybet og hælder op. Det kolde porcelæn gør kaffen lunken. Men jeg er ligeglad. Smagen er der endnu. Jeg leder efter mælkekanden. Den har ikke været i brug længe. Den står på øverste hylde og keder sig og samler støv. Den købte min kone, da hun ventede sig første gang. Den er vores datter. Den har aldrig fået lov til at gå ud og more sig. Den kunne lige så godt have været i klosterskole. Men det havde alligevel været trist at sende ens eneste barn væk.
Tiden går. Jeg kan høre bornholmeren inde i dagligstuen slå fire. Min kone har indrettet dagligstuen.