Jeg stikker skeen ekstra dybt ned i risalamanden, snupper en skefuld, og gentager derefter proceduren et andet sted i skålen. Selvom jeg allerede efter to skefulde, har fyldt min skål halvt op, fortsætter jeg med endnu en skefuld. "Ej Karen.. Nu skal du altså ikke tage mere end hvad du kan spise!" hvæser min mor fra bordenden. Jeg svarer ikke, men indstiller blot udgravningen af risalamanden et øjeblik, for at sende hende et yderst utilfredst blik, som forhåbentlig siger; tag dig dog lige sammen, jeg er altså 25 år gammel. I protest snupper jeg endnu en skefuld og klasker den oveni den, allerede ret store, portion. Fra bordenden kan jeg høre min mor fnyse, "du kan med garanti ikke æde det.". Imens puffer hun min far i siden med albuen, så han retter hovedet op fra sin portion risalamande, som han ellers er i fuld færd med at gennem hakke i sin søgen.

Nu starter krigen mellem den mætte mave og den KÆMPE portion risalamande. Krigen starter sløvt, jeg sidder med første mundfuld i munden og har glemt kirsebærsovs, satans. Krigen skulle fra start have været en smagseksplosion, en atombombe, men blev i stedet et kanonslag. Braget var der, men eksplosionen manglede. Omkring bordet er der stille. Her sidder vi 8 mennesker omkring julebordet, helt og holdent i vores egen verden. En verden hvor vi alle drømmer om det samme, nemlig at finde mandlen. "Må jeg låne kirsebærsovsen Anders?", min bror Anders løfter hovedet, svinger den splejsede arm ind over bordet og rækker mig kanden. Han ligner mildest talt en som er ved at dø. Hans teenage-dovenhed er ikke til at skjule, bare det at skulle samle skeen op igen, for at fortsætte med at spise, virker helt uoverkommeligt for ham. Min mors nagende blik følger samtlige af hans bevægelser, og hovedrystende og spiser hun sin risalamande. Min mor er 45 år gammel, men snarere 80 af sind. Hun forfærdes over ALT hvad unge mennesker gør; "Nutidens unge altså!" måtte være hendes mest brugte udtryk.

Jeg hælder den varme kirsebærsovs udover min portion. Nu skal den endelige kamp stå. Jeg putter en ordentlig skefuld i munden. Ikke længe tygger jeg, for at mærke den. De andre er næsten færdige med deres små-portioner, så nu er godt tidspunkt at afsløre det. Jeg spytter mandlen ud. For første gang i aften afslører både min far og bror deres følelser, vrede. Ligesom mig er de tumper konkurrence-mennesker, og ligesom jeg, havde de sat næsen højt i sky efter mandlen.

Min mor rejser sig surt fra stolen, henter pakken og sætter sig på stolen, uden at sige et kvæk, næsten... Hun sukker selvfølgelig. Min glæde er ikke til at skjule da jeg river papiret af, det er min skuffelse desværre heller ikke, da jeg ser hvad jeg har vundet. Strømper med nisser på! Godt nok har jeg vundet mandelgaven, men det er fandeme ikke den kamp værd som jeg har i vente: Et halvt kilo risalamande, udelukkende så min mor ikke får ret.