Det var en stormfuld og mærkværdig vinteraften, midt i januar måned. Jens var på vej hjem fra arbejde, efter endnu en hård dag og glædede sig til at komme hjem til kone og børn. Hvad mon de havde lavet i dag, mens jeg havde været væk? Det ville jeg snart finde ud af når jeg kom hjem. Weekenden var tæt på og den stod på afslapning med familien, som weekenderne for det meste gjorde. Da jeg kommer hjem, springer børnene i armene på mig og jeg giver dem et kram hver. "Lad os komme ind i varmen, okay?", får jeg sagt, mellem krammene, inden jeg også får et kram af min kone. Vore hjem havde på det sidste ikke været andet end et stort rod. For nærmere at sige at det er et kæmpe flytterod. Vi havde fundet os et rigtig flot nyt hjem, et prestigebyggeri i det ydre København. Men efter at vi havde betalt for huset og havde fået pakket størstedelen af vores ting ned, begyndte en hel masse mystiske ting at ske og vi havde ikke haft muligheden for at flytte ind endnu. Så indtil videre har vi ikke kunnet gøre andet end at leve i dette flytterod, som ikke er andet end et helvede. Mest af alt for børnene, da det ikke er sundt for dem. Det sidste der var sket med huset, var at det var forsøgt bombet af en ukendt attentatmand, som nu er sporløst forsvundet. Selv ikke politiet har kunnet finde spor af denne mystiske attentatmand, som åbenbart er firsvundet ud af den blå luft eller er gået under jorden. Men nu var det ved at lysne op, da vi endelig kunne få lov til at flytte ind, så vi havde haft travlt med at få pakket de sidste ting ned, inden vi skulle flytte i morgen. Da morgendagen kom, fik vi pakket de sidste ting sammen & flyttefirmaet kom med deres bil og vi kom videre til vores nye og mega flotte hus. Vi kommer derover og står ud af bilen og skal til at komme i gang med at flytte vores møbler ind i det nye hus. Men det måtte vi sætte på pause da vi så op mod fordøren hvor der stod en mærkværdig spåkone.