Der stod vi så, mine brødre og jeg, side om side, i geled, ret ryg og klar til honnør, uden at fortrække en mine. Klar til at dræbe? Vi stod i skjul, gemt i mørket, i komplet stilhed. Afventede vi fjenden?

Uden varsel startede kampene, med et enkelt ryk og uden tøven, blev den første af mine brødre flået væk fra troppen. Vi kunne fornemme de tavse skrige, lugte hans afbrændte lemmer og nærmest mærke den svigende smerte.

Vi var lamslåede, dette var altså vores fjende, men vi kunne intet stille op. Han slog til ud af ingen ting, der var intet forsvar mod denne ondskab. Stive af skræk krøb vi rædselsslagen mod hinanden.

Efter nogen tid gentog episoden sig, og så igen og igen! Hver gang en bror forsvandt blev stemningen mere og mere nedbrudt, vi kunne forudse de sidste dødssuk som afsluttede kampen, altid med endnu en bror som taberen. Men vi kunne intet stille op.

Der var ikke længere nogle lige rækker blandt soldaterne, de få vi var tilbage stod skjult i det fjerneste hjørne, lænet mod hinanden i et forsøg på at holde vores udmagrede kroppe oprejst og skjult for døden. Ingen greb ind, dette ville fortsætte i det uendelig, flere var før os, og flere ville komme efter os.

Min tid var inde, jeg blev jeg bødlens næste offer. Stanken af mine brødres lig, var det første der mødte mig, kvalmende i en ubeskrivelig grad. Jeg blev fastholdt i det værste torturinstrument, hjælpeløs som når en kat leger med musens hale. Så kom ilden. Smerten jog gennem min krop, men i samme sekund jeg ville give op, slog det mig som lyn fra en himmel. Vi KAN slutte dette helvede.

- Fjenden slår ihjel med ild, men vi, vi slår ihjel med gift!

Smerten forsvandt, i stedet nød jeg tanken om, at med hver en livsgnist fjenden hev ud af mig, slog han et søm mere i sin egen kiste. Et host, og så et host mere! Hans ansigt blev forvrænget i smerte, og da han endelig forstod, at hans skæbne var nær, spredte der sig en ubeskrivelig ro i min krop. I trods smed han mit afkræftede korpus fra sig, nu lå jeg forslået og selv døden nær, midt på slagmarken. Omkring mig lå sammenkrøllede lig, i hundredevis, de fleste havde kun hovedet tilbage, mens enkelte havde fået brækket ryggen, kun få sekunder efter ilden havde opslugt deres ben. Men jeg mærkede ikke frygt.

Fjenden samlede mig op igen, og med et enkelt hiv sugede han den sidste livskraft ud af mig - Han sidste gerning nogen sinde, det sværger jeg! Fjenden stoppede, hans hud blev hvid, læberne blå, og i en langsomt bevægelse faldt han om på gulvet. Jeg lå stadig i hans mundvig, men der var intet liv... Mens han tog sit sidste åndedræt lå jeg stille, mærkede fredfyldt hvordan gløderne åd det sidste af min krop.

- Han var bødlen, men vi var soldater, og mine brødre og jeg vandt krigen!