Døren til lejligheden stod på klem, og jeg kunne skimte stakken af stablede papkasser i entreen. Jeg stod lidt i opgangen, og overvejede mit næste skridt. Det var muligvis flyttefirmaet, som ikke havde lukket ordentligt efter sig, da de kom med kasserne tidligere på dagen. Skulle jeg bare gå ind? Egentlig var dette ikke noget, som jeg havde lyst til at gøre, overhovedet. Det var bare en af de der nej-ting, som jeg alligevel havde valgt at sige ja til, fordi min kære veninde Susan havde så hårdt brug for min hjælp. Nu stod jeg der - og nølede.

Jeg åbnede døren, og blev mødt af en brunt ryatæppe. Jeg nåede lige at lægge mærke til hvor misfarvet tapetet var, inden jeg blev ramt af en trykbølge af udefinérbar lugt.Jeg kan ikke beskrive det som andet end lugten af sorg, afmagt, og menneske. Eller - menneske i forfald, måske. I hvert fald blev jeg ramt af væmmelse, og følte det som om jeg blev suget ned i en grim sump af sort. Jeg må ud herfra, tænkte jeg. Som om der var en strålingsrisiko; som om atmosfæren i denne lille lejlighed kunne mærke mig for evigt. Latterligt - måske.

Jeg begyndte alligevel at gå rundt i de forskellige rum, og se mig omkring. Åbnede tøjskabet og så på de smukke kjoler, nogle af dem stadig med prismærke på. Sengen var uredt, og der var en stor gul plet på lagnet. Jeg åbnede vinduet, og lod den friske luft gøre sit. På gulvet i soveværelset lå der bunker af tøj, og tomme kakao-kartoner og cigaretskoder. På natbordet stod en flaske med afføringsmiddel.

I stuen lå der stakke af papirer og cd'er alle steder - på gulvet, og på alle andre flader. Uåbnede breve, - og en bunke af konvolutter som der var skrevet på med barnlig skrift i kuglepen. Ingen struktur, bare rod, rod, og rod. Små notater, som jeg hurtigt løb igennem, hvorefter jeg konstaterede, at de fleste var grove fornærmelser: " Du er intet andet end en klam lille stodder, og jeg hader dig", stod der på én. Og på en anden: " Jeg havde højere tanker om mit barn, end at hun skulle ende som en snoldet lille kontorelev. Skrid med dig, jeg gider ikke se på dig mere".

I køkkenet blev jeg mødt af overfyldte askebægere og tomme papvin. I et af skabene stod der pilleglas på rad og række, med nervemedicin, epilepsimedicin og stærke smertestillinde. En sort sæk fyldt med madaffald på køkkengulvet erklærede sig skyldig i, at stå i ledtog med andre lugtgener i lejligheden. Solen skinnede ufortrødent ind igennem køkkenvinduet, og foråret spirede udenfor. Jeg satte mig på køkkenbordet, og gav op. Jeg orkede ikke engang tanken om at skulle blive der i 2 minutter mere.

Pludselig stod Susan i døren, og så på mig med tårer i øjnene: "Jeg elskede min mor" sagde hun stille. Point of no return, tænkte jeg - og vi gik igang fra en ende af.