"Der kommer et lille prik nu... Og så må du gerne sige til, når hele loftet lige så stille begynder at gynge... "
Der var ingen vej tilbage nu. Nu lå jeg her. Her, på briksen, med narkoselægen i fuld gang med at presse den minimale men katastrofale nål, ind i min uskyldige lille hånd.

Bare hun nu kunne finde den blå-lilla løbebane, så det ikke vil ende ud, som dengang hvor jeg var lille og skulle have knækket min arm på plads. Sygeplejerskerne havde dengang ledt så længe, at hele min lille skrøbelige barnehånd, var blevet blå af fejlstik, inden overlægen havde fundet ud af, at det var den forkerte nål de havde brugt.
"Læger" havde jeg tænkt, "- mennesker der til tider, trækker sin uddannelse gennem en automat."

Men her lå jeg, i lægernes varetægt. Frivilligt med nålen i blodåren, pulserende med sovemedicin ind i det skrøbelige system. Jeg havde glædet mig i længe til denne dag, eller retter sagt, til den var overstået.
Jeg havde frygtet narkosen, lige siden jeg havde været til forundersøgelsen. Jeg havde derfor også spurgt ekstra ind til den, men alligevel lå jeg nu og mærkede angsten banke på for det ukendte. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvis sovemedicinen stoppede med at virke, inden operationen ville være færdig. Min hjerne blev ved med at tricke mig, samtidig med at jeg langsomt kunne begynde at mærke sovemedicinens virkning i min lille, nærmest barnehånd. Hvordan ville det føles at falde i søvn? Hvad hvis jeg aldrig vågner igen, vil et par bryster så virkelig være det værd? For mig var svaret et klart rungende ja. Jeg havde så tit kigget i mit eget spejlbillede, med en følelse af utilfredshed og skam over ikke at kunne give mig selv eller min kæreste, det tilfredsstillende syn, jeg så inderligt længtes efter. Inden forundersøgelsen havde min kæreste dog sagt til mig, at han var mere end tilfreds med mit resultat fra naturens side af, men det var dog ikke godt nok for mig. Det var ikke godt nok at se perfekt ud i min kærestes øjne (som vel er enhver piges drøm - i guess?), når de i mine egne øjne, stadigvæk lignede tomme fryseposer.
Min kæreste havde svært ved at forstå mig, men han accepterede alligevel mit valg i sidste ende.

"Det begynder at blive lidt omtåget nu." sagde jeg med en anelse af frygt i stemmen.
"Det er godt, så er det som det skal være," hviskede sygeplejersken, "Sov godt."