Det blev ligesom spåkonen havde fortalt mig, den dag vi sad krøbet sammen i hendes lille skurvogn. Hendes ord var kommet pludseligt tilbage til mig i en rus af minder, og de slog i et langt øjeblik mig omkuld og efterlod min hjerne som et sort hul, da jeg opdagede sandheden bag hendes ord.

Jeg havde dig stadig i mine arme og kiggede ind i dine mørkebrune øjne, som stirrede forventningsfuldt tilbage på mig. Mine læber kunne stadig mærke fornemmelsen fra kysset, vi lige havde delt, og mit hjerte fløj rundt i mit bryst som en kolibris vingesus. Du gav et lille suk fra dig, og jeg forstod udmærket godt hvorfor. Men i dette lille øjeblik blev min hjerne sort, da jeg opdagede, hvad der lå på din seng. Mine tanker fløj tilbage i tiden, og jeg kunne igen høre spåkonens ord til mig.

Jeg havde altid syntes, at spåkoner var noget værre fjolleri, og jeg troede bestemt ikke på, at stjerner, tarotkort eller en støvet lille kugle på et bord ville kunne fortælle mig sandheden om mit liv. Men en ven havde taget mig ved hånden en dag, vi var i tivoli, og hevet mig med ind i spåkonens vogn, så jeg kunne blive spået. Vi var begge unge mennesker og havde ment det i sjov, men turen blev til så meget mere end det.

Spåkonen sad gemt i skyggerne fra de slør, som hun havde pakket sig ind i, og man kunne kun se hendes mørkesorte øjne, der glimtede i lyset fra stearin. Jeg sad over for hende ved et lille rundt bord, imens hun mumlede uforståelige ord, og hendes hænder cirklede rundt om glaskuglen foran hende. Hun var uden tvivl excentrisk, og da hendes øjne igen mødte mine, varslede hun mig med ordene:
"Dit hjerte ved det endnu ikke, men hukommelsestab har ingen aldersgrænse."
Min ven kvalte et tydeligt fnis over spåkonens fjollede ord henne fra hjørnet, og jeg var tæt på at gøre det samme. Vi betalte og takkede hende venligt for hendes tid, imens vi hurtigt skyndte os ud igen.

Jeg forstod måske ikke ordene dengang, men jeg forstod det nu, da jeg stod her sammen med dig og så, hvad der lå på din seng. Jeg tog det op i mine hænder og holdt det forsigtigt, imens jeg mærkede mit hjerte synke ned i afgrundens hul. Det var et brudeslør, der forventningsfuldt ventede på at blive brugt. Det var nyt og havde stadig sit prismærke siddende.
I et lykkeligt øjeblik af begær og elskovsglød havde vi begge ladet det gå i glemmebogen, at du ikke var min; du tilhører en anden. Og i et øjeblik af hukommelsestab blev det min hjertesorg.