Inspirationsøvelse #7

Opgavebeskrivelse

Digt en lille fiktiv tekst ved hjælp af 5 foruddefinerede ord. Du vælger selv et tilfældigt sæt af 5 ud af i alt 25 ord, og det er dernæst din opgave at skrive en lille historie som bygger på disse ord. Ordene må gerne ændres i forhold til bøjningsform. Alle 5 ord skal benyttes i historien, og de gemmes og vises efterfølgende sammen med din besvarelse for den videre bedømmelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

"Har du nogensinde sammenlignet næser? Nu rynker du godt nok på næsen. Men se dig engang omkring, og læg mærke til hvilke næser der finder sammen. Ikke sandt? De er ens! Stumpnæse finder sammen med stumpnæse og den lange, lige næse finder sammen med den lange, lige næse. " "Sikke noget at gå op i", svarer jeg og lader næbbet hænge, "hvordan skal sådan noget vås kunne opmuntre mig? Giv mig hellere et råd jeg kan bruge! ". "Det har jeg lige gjort; Lyt til rævens råd! ", sagde han og gik sin vej. Jeg skal love for at han levede sig ind i rollen som ræven i fortællingen om guldfuglen, det eventyr vi lige havde gennemgået på dette selvudviklings-kursus som administrationen har arrangeret for os. Jeg er kontorelev, så hvordan skal jeg komme helskindet gennem denne weekend? Hvorfor er jeg inviteret med til dette kursus? Det må virkelig være en smutter! Ok, lad mig så gå ind i Grimms mørke hytte og se mig i spejlet; Hvordan ser min næse ud? Opstoppernæse! Øv. Der er ikke gemt et fint og fornemt menneske i mig. Opstoppernæse eller stumpnæse, begge dele er lige slemme. Mon ikke den snu ræv ville fortælle mig, at jeg aldrig når videre end til at sætte frimærke på andres breve?!? Ræven med den lange, lige næse... Hmm ... I Grimms eventyr er ræven noget så sød og venlig. Kommer hele tiden med gode råd. Også selvom kongens sønner har det med ikke at kunne beherske deres trang til at gøre det modsatte af hvad de blev rådet til. De løber efter guld og grønne skove, og så går det dem som det gør, når man lader sig føre på afveje. Ok, nu må jeg beslutte mig: skal jeg lade mig føre rundt ved næsen eller ej? Svaret er indlysende! Hvordan skal min taktik så være? Guldfuglen skal ikke sættes over i buret af guld, men blive i buret af træ, sagde ræven i eventyret, og da kongesønnen så alligevel satte fuglen over i det flotte guldbur, gav den sig til at skrige højt så alle kom og snuppede tyven, kongesønnen! Dét må være eventyrets tyngdepunkt. Vippen gik til den forkerte side for ham. Men ikke for mig! Altså, hvem af mine kolleger er det jeg omgås? Hvordan ser deres NÆSE ud?! Ok, der er noget om snakken: i stedet for at omgås dem der ligner mig selv, kunne jeg omgås dem som ser anderledes ud end jeg. Dem som tænker og taler anderledes end jeg. Ok, jeg giver dem en chance - og mig selv en udfordring! Lad os så se hvem der giver hvem en næse!
Tilfældige ord: frimærke, stumpnæse, tyngdepunkt, kontorelev, guldfugl

Skriv kommentar

Besvarelsen Hvad siger din næse mig? er publiceret 12/02-2013 21:00 af Musanne under skriveøvelsen Inspirationsøvelse #7.
Version 1 - 12/02-2013 21:00
Besvarelsen er på 438 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

11 år siden
#1 Musanne
Grimms eventyr om guldfuglen kombineret med en stumpnæse - sikken en opgave. Hvad synes I om besvarelsen? Jeg er ny på siden, så er meget interesseret i tilbagemelding :-)
11 år siden
11 år siden
#2 Fuchsia
Hejsa Musanne :)

Jeg kan faktisk godt lide budskabet i dine tekst. I stedet for at tænke lige en tand længere, som HP når frem til i slutningen, reagerer vi på det umiddelbare første vi fornemmer og tænker. Egentlig en sjov sammenligning, at du bruger næser. Det vil da helt sikkert gøre at jeg, når jeg om ikke så længe kører ud for at handle, vil gå og kigge på mine medhandlendes næser.
Skønt med udfordringer på et personligt plan, og at modtage dem med et åbent sind. Igennem det får vi maksimalt udbytte ud af de udfordringer, vi møder på vores vej. Det kunne måske lære os noget, som HP også er inde på. Udvidde vores menneskelige horisont.

Selve opgaven synes jeg du løser fint, dog synes mit øje ikke at kunne finde ordet "Frimærke"? Men det er måske mig der er blind ... det er det nok :) Kreativt tænkt synes jeg, og sjov tekst også.
Sjovt fundet på.
11 år siden
11 år siden
#3 Musanne
Hej Fuchsia - mange tak fordi du tog dig tid til at kommentere min lille besvarelse!

Det er halvvejs nede i teksten at frimærket er placeret: "Mon ikke den snu ræv ville fortælle mig, at jeg aldrig når videre end til at sætte frimærke på andres breve?!?"

Bliver spændende, om jeg kommer på sporet af hvad det vil sige at være en ægte forfatter ;P

Kh, Susanne, den lille mus på Læsø
11 år siden
11 år siden
#4 Oruhyl Sander (Peter Watts)
Hej Musanne

Jeg synes du kommer rigtig godt igennem øvelsen. Især kontorelevens frygt for kurset bliver godt vist da han går ind i Grimms mørke hule. Dog forstår jeg ikke hans fremtoning over for ham der spiller ræven.
Næserne fungerer godt, men jeg mener, at der er en selvmodsigelse. Guldfuglen viser jo, at man ikke skal finde en med samme næse, da den ikke vil være i guldburet. Ræven siger først, at lige næser finder sammen med lige næser, men den råder kongesønnen til at sætte guldfuglen i et træbur.
Måske er det bare mig der har misset noget :)

Peter Watts
11 år siden
11 år siden
#5 Musanne
Ja ups, du har ret. Men jeg kan måske redde den ved at HP vælger at gøre det modsatte af hvad ræven rådede ham til, for at få succes, og ikke risikere at blive fastholdt i rollen som frimærkepåklæber? Ok, jeg kan ikke redde den! Pointen skulle være at lytte til de råd man får hen ad vejen - så det gør jeg hermed og lover at komme med en bedre besvarelse næste gang :-)
11 år siden
11 år siden
#6 Oruhyl Sander (Peter Watts)
Jeg synes faktisk godt du kan redde den. Sådan havde jeg ikke tænkt. Jeg synes din besvarelse er rigtig god. Jeg har selv lige prøvet samme øvelse. Det er sgu svært :-) er også helt ny, så hvis du gider smide en konstruktiv kritik, vil det være super. Jeg glæder mig til at lære at skrive.
11 år siden
11 år siden
#7 Ulla Hexibru (heksemutter)
Hej Musanne
En morsom velskrevet og fantasifuld løsning på opgaven, næser er da interessante, og dette er dejligt og underholdende at læse og giver smil på læben. Bliv endelig ved med at skrive, jeg læser gerne med på sidelinjen. Gode tanker fra Ulla
11 år siden