Ved i hvordan det er at have et rigtigt møg arbejde. Sådan et så når man står op hver eneste dag og tænker øv en af de dage. Det er forfærdeligt kan jeg hilse at sige, og ikke nok med at jeg bor i et penalhus, et lille et, og får næsten aldrig set sollyset. Og når jeg gør så er det fordi jeg bliver presset ned mod et papir tvunget til at skive på den stakkel. Men selv det er ikke engang det værste, selvom man skulle tro det var nok at høre papiret skrige, når man blev nød til at smadre bly ind i det. Eller høre sit eget skrig når du bliver mast så meget du knækker. Nej det er noget helt andet og der tænker jeg på to ting: Mennesker og blyantspidsere. En blyants naturlige fjende. Jeg ville gerne starte med blyantspidserne, føj siger jeg bare. Sikke en modbydelig skabning, helt ærligt den er jo kun lavet til at pine os blyanter! Og for det ikke skal være løgn så skræller de os helt ind til blyet men så stopper de også eller det er vel kun for at begynde den onde cirkel igen ved at prøve at knække os så de kan skrælle os igen de mennesker bruger feje trick såsom at tvære os ned på et forsvarsløst papir, det er da ikke fedt at have på samvittigheden og det hele er vores anden fjendes skyld. Menneskene. De er værre end blyantspidsere og det siger ikke så lidt! Jeg lære aldrig at forstå de underlige skabninger, jeg kan stadig huske den gang jeg bare lå i en skrivebordsskuffe. Hyggede mig, jeg var den højeste blyant i hele skuffen og jeg må sige den gang så jeg godt ud. Men intet vare ved og specielt ikke hvis man har med mennesker at gøre for så kom de og tog mig ud af min dejlige skuffe. Og tænk jer det første de gjorde var at putte mig i den forfærdelige blyantspidser, så er det da klart jeg ikke kan lide menneskerne hvis det er sådan de behandler mig fra første møde. Og så blev jeg til og med 2 centimeter kortere, så hjælper det heller ikke på selvtilliden hvis de der mennesker rager flere meter over jorden, og selvom de ikke blære sig med deres højde kan jeg se det i deres øjne. De ved de er bedre end mig. Prøv at forestille jer den følelse, så har jeg ikke en gang fortalt jer hvordan jeg endte. Se er en sørgelig historie. Jeg er jeg kun 2 centimeter lang og ligger i en skraldespand fuld af papirer jeg har skrevet på igennem de sidste uger, og jeg har været skyld i deres smerte. Og her skal jeg forestille at tilbringe en evighed i en skraldespand fuld af hævntørstige papirer! Og jeg har kun en ting tilbage at sige til de forbistrede mennesker. Mange tak! Næste gang jeg ville have ødelagt mit liv, ringer jeg da til jer.