Uh, arhhh, av. oh Gud! - så lig dog stille... Åh den spidse røv. Jeg er naturligvis taknemmlig over at være dit foretrukne møbel, meeen kunne jeg ikke betale en lidt lavere pris. De andre er misundelige og kan godt optræde en smule bitre overfor mig, men de skal heller ikke flydes på at dit, ny ret overvægtige, svedige og ildelugtende korpus. "Det må da være dejligt, at kunne opfylde så stort et behov for ham, og at være så tæt på ham". Ja, måske da han var 20 kilo lettere, men nu er det altså bare rimelig ulækkert og ikke noget jeg ligefrem nyder.
Især i weekenden er det hårdt. Her kan jeg være i brug næsten 24 timer i døgnet, ja lige bortset fra selvfølgelig når mærker sulten, så kan du lige samle kræfter til at lette røven, og lunte en tur i køkkenet. Det er dejligt med 30 minutters pause, men så bliver jeg til gengæld også straffet, når du så kommer tilbage med en fedtdryppende pizza med alt for meget gris på. Jeg kan bare se de der fedtpartikler langsomt glider nede af din skægskubbede hage, hvor den samler sig til en stor fed dråbe, inden den i et "plop", giver slip, og jeg i slowmotion ser den styrte gennem luften, i frit falder, direkte ned mod mig. AD! Hvad har jeg dog gjort? Har du dog ikke at andet møbel der er beregnet til den slags svineri?
Efter et hav af fedtperler har indvaderet mig, og endelig er færdig med indtagelsen af den ulækre pizza, vælger du selvfølgelig at åbne en pose mindst lige så utiltrækkende chips, og ikke bare chips, selvfølgelig skulle det lige være dem med sour creme and onion, de lugter noget så fælt... De bliver skovlet ind i et hastigt tempo, og jeg går hellere ikke denne gang fri. Masser vis af skarpe krummer har lagt sig på mig, i en bred vifte rundt om dig. Det er ikke ligefrem lækkert! de klør og de kradser, og hvad har jeg at klø tilbage med? Ingeting. Tak fordi IKEA har skabt mig uden arme!! Men hvad jeg har fortjent? Jeg er jo bare en seng, og gør mit arbejde.