Leonard stod som stivnet foran døren til Kejserens kontor, dør nummer 1. De forbipasserende kolleger som vendte øjnene mod ham, så tydeligt at noget var gået helt skævt fra planen. Han kæmpede for at samle de mentale kræfter, der manglede for at fortælle Kejseren hvad der skulle fortælles. Leonard tænkte på hvordan, den denne katastrofale fejlaktion, ville blive modtaget af Kejseren. "Inden jeg går ind" tænkte Leonard "må jeg hellere remse op hvordan det skal siges"
På den anden side af døren, havde Kejseren netop slugt en bevidsthedshæmmende pille, for at tvinge, tankerne om angrebet på våbenfabrikkerne, af vejen. Efter at have sunket pillerne, føltes luften straks meget friskere omkring ham, og tiltagende begyndte et kuldegys, som bevægede sig langs ryggen og siden kravlende op ad armene, efterfulgt af en vedvarende skælven over hele hans krop.
Kejseren fik et voldsomt chok idet døren gik op. Der stod Leonard, med angst i ansigtet.
"Vær dog mere forsigtig når du går ind ad døren!" Brølede Kejseren "Prøver du at slå mig ihjel"
"Neej, nej det prøver jeg ikke" fremstammede Leonard.
"Fortæl mig hvad du vil" kommanderede Kejseren brysk.
I et forsøg på at køle hovedet tog Leonard en dyb indånding, og forberedte sig, på at fortælle Kejseren hvad der skulle siges. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, og tænkte "Er der virkelig ingen anden udvej. Hvorfor skulle jeg netop være den første til, at give ham de dårlige nyheder? Jeg kan umuligt forestille mig, hvilket inferno af raseri og beskyldning og jeg ved ikke hvad, han kan finde på, jeg skal udsættes for om et øjeblik."
Han udåndede den luft, som han havde forsøgt at køle hovedet med, og sagde:
"Jeg må meddele Kejseren at fange nr. 315 døde under transporten, til..."
Kejseren afbrød ham med et rungende vredesudbrud. "Hvorfor prøv...!" Han afbrød sit eget galskab, af en ny sætning i samme aggressive toneleje "Er du klar over hvem den fange var?". Kejserens skælven blev værre, og smittede tilsyneladende af på Leonard. Det mest udsatte i lokalet var nok i virkeligheden Kejserens hjerte, som pludselig var begyndt at hamre i en disharmonisk rytme til resten af kroppen.
"Den fange var mit eneste håb om at få generobret den magt, som de frarøvede mig!" sagde han imens han kylede et kommunikationsapparat, som lå på bordet, mod døren så et protræt af den tideligere kejser faldt til det hårde stengulv. Alle muskler i hans krop spændtes da han hørte glasset fra billedet blive knust. Den eneste der var at høre, var hans hurtige vejrtrækninger.
"Forstår ingen at jeg har brug for, at mine ordrer skal udføres, uden fejl?" Spurgte Kejseren, men nu med en mere sørgmodigt stemme "Jeg har brug for noget beroligende". Kejseren masserede sine øjenbryn med sin tommel- og pegefiner. Som om han var ved at falde til ro. Leonard følte at han for et øjeblik kunne slappe af, men Kejseren kunne ikke holde sin arrigskab tilbage, og rejste sig derfor og slog den desorienterede Leonard direkte på tindingen, så han døde.