Tastaturet klaprede med en ujævn tikken. Kaffen på skrivebordet var blevet kold. Hun så op på det futuristiske vægur og rynkede brynene som om viserne bevidst havde provokeret hende med deres uanfægtede fremturen på skiven.
"Jeg synes jo bare, det hele har været så forjaget. Hvad vi end havde, så har du kvalt det. Nu er det væk, " mumlede hun lavmælt mens hun læste. Hun standsede abrupt og udstødte et frustreret suk og prustede træt ad skærmen inden hun gav sig til at tæske løs på 'delete'-knappen. En udtalt skepsis var at spore, da hun et øjeblik skævede til solskinnet udenfor. Påbegyndte et nyt afsnit og mumlede samtidig med at hun skrev: "Tilgiv kujonagtig adfærd når jeg sådan elektronisk konfronterer dig med 'Diskussionen Vi Skulle Have Haft For Længe Siden'."
Som i søvne hørte hun en sms tikke ind på telefonen, der lå i sofaen. Skulle hun alligevel sende en sms i stedet for en mail? Var det ikke for tåbeligt, at gøre noget forbi over sms, der ikke engang med sikkerhed fandtes? Hun tøvede og rakte ud efter koppen. Godt det samme, at den var blevet kold, hun skulle alligevel til at trappe ned. Afhængighed var slet, ligegyldigt hvad lasten så var. Mænd. Det var et af de mere graverende eksempler på, at hun havde oparbejdet et misbrug og skulle man gøre sig forhåbninger om at blive stoffri, måtte man tage en kold tyrker og udholde abstinenserne. Og hvis en afgiftning betød, at man var nødt til at lægge et højt skattet venskab og en spirende forelskelse på hylden, så måtte det være sådan. Ingen af dem havde endnu talt om, at en usigelig ømhed i al fredsommelighed var vokset ud af de aftener, de havde tilbragt sammen det sidste år. Pissebarnligt.
Et sidste forsøg. Denne gang dansede fingrene jævnt over tasterne og hun læste nu for tredje gang. "Jeg har elsket dig i fem måneder, for fanden! Sig, du vil være min!" Hånden dirrede ikke et øjeblik da hun trykkede 'send'. Hun havde ikke overvejet, at han måske ville svare. Hvad hvis han sad ved computeren lige nu og læste hendes mail! Febrilsk lukkede hun computeren ned og trak stikket ud.

Hun faldt ned i sofaen. Den sidste halve time foran computeren forekom nu helt latterlig. Det var jo så nemt! Man behøvede ikke gøre det forbi! Nu havde hun erklæret sin kærlighed, og han ville jo gerne have hende, han turde bare ikke sige det. Den netop afsendte erklæringsmail havde hjulpet dem begge. Nu kunne de blive hinandens! Hun greb uinteresseret telefonen og kastede den fra sig igen med et hvin. Han havde skrevet. Lige nu? Hun havde sgu da ikke hørt den. Hastigt og ikke uden ængstelse klikkede hun beskeden frem og læste:
"Hun har taget mig tilbage. Hun skrev igår
aftes. Er vildt glad. Ringer du ikke lige?"

Den første tåre faldt på gulvet samtidig med telefonen.
"Pis!"