Han ler, hun ler. De løber gennem skoven med bare tæer, han løber forrest og hun forsøger at følge med ham. Han er i væsentlig bedre form end hun er. I et kort sekund mister hun ham, føler en kulde komme snigende og standser forvirret, ser sig omkring men straks efter hører hun igen hans latter og ser hans varme ansigt. Han sveder og tørrer en hånd over panden. Hun trykker sig ind til ham, nyder hans duft. Duften af mandlig sved sammen med en vidunderlig parfume. Hun aer hans kind, føler skægstubbe man endnu ikke kan se. Han er smuk. Han klemmer hendes hånd og løber igen fra hende. Hun ler og løber efter. Han har en kurv med mad med. De sætter sig i en eng og spiser. Han fodrer hende med vindruer mens hun ligger med hovedet i hans skød. Hun er så lykkelig hun end ikke husker hvad hun selv eller han hedder. Han kysser hende mens han kærtegner hendes krop, hun sitrer ved hans berøring og kan næsten ikke kontrollere sig selv og stønner mens hun sætter sig op så hun bedrer han kysse ham igen. Hun ønsker at dette øjeblik aldrig ender. Han rejser sig op med et sæt, løber igen, hun løber efter. Lader maden ligge, følger blot efter ham. Han er hendes engel, hendes redningsmand, hendes elskede. Hun tvivler et sekund om han har forladt hende, han dukker op igen, han ler igen. Denne skønne, smittende latter. Hun smiler. Løber hen til ham, når ham ikke, han løber igen. Hun kan ikke se ham, kalder, hører intet. Hun løber, finder ham ikke. Mærker benene give efter under sig, falder, lander, mærker smerten. Hun kigger ned af sig selv, hvor er hendes tøj? Hun rejser sig, smerte, falder, lander, mere smerte. Kigger på sine fødder, de er blå, hele hendes krop er blå. Hun fryser, ryster, kalder, hører intet, græder. Forsøger at huske sit navn, der kommer intet, hun glemmer ham, kalder på hjælp, ingen hører det. Prøver at huske, hvor er hun? Hvem er han? Hvorfor er han her ikke mere? Hun bliver træt, ryster, sover næsten. Husker. Hun hedder Elvira, har hun forestillet igen?