"Nu er det nu," tænkte Marie og trak vejret dybt. Børnene sov, mens hun og Martin sad og så tv som sædvanlig. Hele deres liv var efter barn nummer tre blevet en stor kedsommelig rutine hvor de begge arbejde som besatte, han som direktør i et forsikringsfirma og hun selv som medarbejder på et kontor i et tekstilfirma. Hun elskede barn nummer tre, lige så højt som hun elskede nummer et og nummer to men hun følte hun havde tabt sig selv. Mest afgørende følte hun også at Martin havde tabt hende og interessen i deres forhold. Derfor følte hun sig også ansvarlig for at sørge for at de begge to fik levet et liv som ikke gik i rutine. En rutine hvor selv ferier og højtider var trivielle. Men problemet var at få det sagt. Når hun først havde fået det sagt så var der ingen vej tilbage og både hendes, Martins og specielt børnenes liv ville være ændret for evigt. Hun trak vejret dybt endnu en gang. Rettede sig op og tænkte sin barndomsveninde Vera som altid havde været så ligefrem og ærlig. Da Vera døde som 17 - årig i et biluheld havde Marie forsvoret at hun ville forsøge at leve livet som Vera ville, senere når hun blev sat i en svær situation tænkte hun blot hvad Vera havde gjort. Hun vidste udmærket godt hvad Vera ville have gjort i denne situation.
"Jeg vil skilles." Han kiggede på hende med et ryk og sådan sad de et stykke tid, indtil hun igen tog ordet.
"Jeg har allerede fundet en lejlighed som jeg kan flytte i fra i overmorgen, vi fortæller det til børnene i morgen." Hun rejste sig for at gå i seng. Nu var det gjort. Elefanten i hjørnet var endelige blevet nævnt og håndteret. Det var hårdt for børnene. Specielt nummer et tog det rigtig hårdt. Hun var også den ældste og forstod mest. Da hun flyttede i lejligheden valgte børnene at blive boende hos deres far, det forstod Marie også godt. Gik ud fra at det var fordi de ikke kunne lide den klemte lejlighed og helst ville være i deres eget hjem.

Da Marie seks år senere sad i sin stue på Falster og tænkte sig hjem til Jylland hvor hun havde boet med Martin kunne hun ikke lade være med at tænke om det havde været en fejl. Ikke at forlade Martin men at gøre det mod børnene? Efter hun var flyttet var Martin blevet fyldt med en voldsom vrede. Han holdte ikke børnene fra at se hende men han bildte dem alle løgne ind om hende. Som at hun skulle have slået dem da de var små og at hun havde været en frygtelig mor. Da hun sad der og skrev et fødselsdagskort til barn nummer to med ordene "jeg håber den når frem denne gang" så kunne hun ikke lade være med at tænke på om det var et punkt, hun bare ikke skulle have passeret.