Det er altid et svært valg. Alene - kun iført at par beskidte underbukser - står jeg og kigger på de to farvede kapsler, mens jeg forsøger at samle mine tanker efter endnu en hektisk nat. Hvad skete der egentlig i går? Selvom jeg presser min hjerne til det yderste, så kan den ikke præstere nogen hukommelse fra i går. Jo mere jeg forsøger des mere smerter hovedet. Jeg opgiver og koncentrerer mig om det øjeblikkelige, vitale valg. Et valg, der er nøjagtigt lige så umuligt som at vælge mellem sin højre eller venstre hånd, når man onanerer, som at vælge mellem pest eller kolera til sin værste fjende. Der er ikke ret meget forskel på de to kapsler, men jeg må og skal vælge. Kan ikke vente! Blå eller rød? Nu kommer kvalmen, min mave puster sig op, det presser i mellemgulvet og inden jeg får taget det objektivt bedste valg mellem de to farvede kapsler, så styrter jeg op på toilettet og presser ansigtet ned i kummen. Smagen af mavesyre forstærker bare den overvældende kvalme og giver fornyet styrke til mavekramperne. Jeg tømmer maven, skyller ud, vasker hænder, børster tænder og vender tilbage til dilemmaet. Åh, det umulige dilemma. Blå eller rød? Liv eller død?

Hvis min eksistens skal fortsætte, så skal jeg vælge nu. Ikke om ti minutter, det er nu, det gælder. Jeg falder om, hvis jeg venter længere. Mit hoved er en ballon, der er på vej til at briste, og min mave er stadig på krigstien. Jeg oplever verdenen, som om jeg bevæger mig i en boble af vand, mon det er den rigtige kapsel? Mon jeg overlever til i morgen? Hvis jeg gør, kære gud, så aldrig mere. Aldrig mere, det lover jeg. Men så skal jeg jo også vælge. Et forbandet valg, men nu gør jeg det. Jeg tager den blå. Sådan! Jeg sætter den røde kapsel tilbage på sin plads og nikker. Det rigtige valg? Det håber jeg.

Jeg lever. Et par minutter senere sidder jeg ved spisebordet med en dejlig velduftende kop Vivalto Lungo. Bare duften af min Nespresso-kaffe presser tømmermændene tilbage. Jeg trækker vejret dybt, tager en tår kaffe og glæder mig allerede til næste lørdag.