Han kom til sig selv løbende. Hvordan han var landet i skoven var en gåde, men han vidste, at han var forfulgt. Natten var ikke helt mørk, der var letskyet og han løb, for han vidste, at han måtte blive ved med at løbe. Smerten i skulderen og på hans fod indikerede, at han allerede var ramt flere gange, men han måtte videre. Strålerne fløj igen om ørerne på ham og han kastede sig om bag et træ for at søge dække. Blev han her, ville han blive indhentet og næste gang ville det ikke kun gå ud over skulder og fod. Skyerne gled let hen over himlen og skiftningen mellem det klare nattelys og mørket gav ham chancen for at flygte videre. Op og hurtigt videre, glidende mellem buske og træer, over stubbe og brækkede grene. Herude i det fri ville han ikke have en chance, han måtte finde noget bebyggelse, hvor chance for dække var større.
Et naturligt hegn standsede hans løb og foran ham lå en græsmark og bag bebyggelser. Han var åbenbart ikke så langt fra byen, som han havde frygtet, eller håbet. Han var ved at blive vanvittig, denne evigt tilbagevendende flugt syntes uden ende. Om få øjeblikke vil han blive beskudt igen, så han måtte reagere hurtigt. Med et let spring fløj han over hegnet og ud på græsmarken og så i løb mod den nærmeste bygning. Græsset var blødt, bedre end sidste gang, hvor han blev jagtet over en stubmark og fødderne var flået fuldstændig op. De var faktisk først lige helet og han kunne godt mærke ømheden.
De første stråler slog ned og han måtte undvige, både til højre og venstre, kastede sig fremad og rullede til siden. Kun få øjeblikke fra at nå i sikkerhed bag den nærmeste bygning, blev han ramt af en stråle i ryggen, smerten fik ham til at krølle sammen, falde umotiveret fremad og det uundgåelige brøl undslap hans læber. Halvt kravlende nåede han rundt om det nærmeste hushjørne og krøb i skjul, mens han ømmede sig.
Nu var han i sikkerhed for et stykke tid, og han kiggede ned af sin pyjamas, der var flået og revet, var det buske, var det strålerne, eller var det ham selv. Om få øjeblikke ville månen runde hushjørnet og han ville igen være udsat for dens stråler, hvad var der i gang med at ske med ham ?