Øjnene var helt udspilede. Både af rædsel og fordi han næsten intet kunne se i den mørke skov. Han vidste ikke om det var virkelighed eller fantasi. Hans hoved føltes vådt og han havde enorme smerter over øjenbrynet. Han tog sig til hovedet hvor det gjorde ondt og kunne mærke en stor, dyb flænge. Han fortrød at han havde valgt at gå gennem skoven klokken to om natten. Han hørte sine egne skridt gennem blade og knækkende grene. Lyden stod ikke alene. Han kunne høre skridt bag sig, der hastigt kom nærmere. Han fortsatte ad den vej han kendte så godt. Havde han dog bare taget vejen i stedet. Han prøvede at kigge op gennem trækronerne, som han havde lært i militæret.
”Når man ikke kan se stien i mørket, er den i trækronerne”, havde hans sergent sagt.
Det huskede han nu. Han snublede over nogle rødder og lå stille et øjeblik. Nok til at vende ansigtet for at se hvem der var efter ham. Han så en svag silhuet og lagde mærke til øksen som hang løst fra en arm. Han var så udmattet at han mest havde lyst til at blive liggende, men alligevel rejste han sig op igen og løb videre. Nu kunne han endelig se vejen i udkanten. Vejen var dejligt oplyst. Han løb for sit liv mod lyset. Han kunne mærke at hans krop ikke ville mere, det var som om at alting foregik langsommere og langsommere. Jo tættere på lyset jo længere væk føltes det. Bag ham kunne han høre lyden af skridt, knækkede grene, et åndedræt. Han kunne mærke eksistensen af, at han snart skulle dø. Han kunne se lygtepælen ude på vejen nu. Lysende og befriende. Han kunne mærke hvordan knæene blev til smør under vægten af hans egen krop. Han faldt ned på knæ og rullede om på ryggen. Han vidste at han ikke kunne nå i sikkerhed. Hans hænder var kun nogle meter fra vejen og han strakte dem mod lygtepælen, samtidig med at han pludselig kunne se sin forfølger stå over ham med spredte ben og en blinkende økse højt hævet over hans hoved. Ansigtet blev pludselig tydeligere, i blå blinkende lys. Han lukkede sine øjne.
I samme øjeblik som alt blev hvidt hørte han en stemme sige: ”Holdt!”, efterfulgt af 2 høje skud.