Han kom ud i køkkenet og var ved at falde over 2 indkøbsposer, der stod inden for døren.
– Skal de virkelige stå der?
– Det er dig der bestiller mad på internettet, sagde hun. – Gamle fru Mikkelsen lukkede buddet ind tidligere på dagen.
De spiste i stuen og tv’et kørte uden lyd i baggrunden. Hun havde ingen appetit men tvang sig til at spise alligevel. Han, derimod var i gang med sin anden portion, og tog en ekstra stor skefuld pesto på.
– Hjemmelavet?
Hun rystede på hovedet og tørrede sig om munden med servietten.. – Der er noget jeg vil tale med dig om. Hun trak vejret dybt og rettede sig op i stolen.
- Ja?, sagde han fraværende, uden at tage blikket fra tv’et.
Hun hævede stemmen. - Kan du i det mindste se på mig, når jeg taler til dig?
Han kiggede overrasket på hende. Hans øjne blev smalle og den lille rynke i panden blev tydeligere. Som om han allerede vidste, hvad hun ville sige, men ikke helt kunne acceptere det. I næste sekund ændrede hans ansigt udtryk. Han skar en grimasse og tog sig til brystet.
- Er der noget i vejen? spurgte hun forskrækket.
Uden at svare sank han sammen over bordet. Hun skreg, ude af stand til at fatte, hvad der egentlig foregik. Hun rejste sig, men gulvet sejlede under hendes fødder. Hvad var det der skete med hende? En voldsom kvalme overvældende hende, og det snurrede i hovedet på hende. Hun faldt og greb fat i dugen. Et glas kurrede hen ad gulvet, ramte et stoleben og trillede stille frem og tilbage i nogle sekunder for derefter at stoppe. Derefter blev der helt stille i stuen. Billederne fra tv’et flimrede tavst i baggrunden, men der var ikke længere nogen der kiggede.

Samtidig, i lejligheden neden under, satte fru Mikkelsen sig i sofaen, skubbede sutskoene af og lagde benene på fodskamlen. En hvid puddel hoppede op ved siden af hende og lagde tillidsfuldt hovedet i hendes skød.
– Hej med dig lille skat. Hun smilede kærligt til den og kløede den forsigtigt bag øret.
Den smaskede tilfreds og lukkede øjnene.
– Det skal blive godt med nye folk i opgangen synes du ikke? Forhåbentlig varer det ikke så længe som sidst, inden der flytter nogle nye ind. Bedst vil det nok det være, hvis det bliver inden sommer. Hun så sig eftertænksomt om i stuen. - Ja, det vil afgjort være det bedste. Hun tog en småkage og brækkede en lille bid af til hunden. - Jeg håber, at det er rare mennesker. Hendes fingre pillede adspredt ved den lille pose med hvidt pulver som hun havde i lommen på forklædet.