Hvor er jeg?
Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv først.
Bizart, når jeg at tænke, da det andet spørgsmål finder vej frem til min gamle, indtørrede hjernebark:
Hvem er jeg?
Jeg ser ned på de tingester, der stikker ud foran mig. Fingre, minder jeg mig selv om. Det er hænder, og det på hænderne er fingre. Du har fem på hver hånd.
Det sætter det gamle maskineri i gang. Støvet letter en smule, og man kan næsten lugte den brændte efterduft af støvet, som bliver opslugt af maskineriets arne i mit hoved.
Arne. Det er det, som jeg hedder.
Jeg er Arne.
Jeg ser mig omkring. Jeg kender ikke det kvadratiske hvide rum, som jeg står i, og jeg kender ikke de fantastiske blomster, som der står på det lille sengekantsbord. Jeg kender dog håndskriften på nogle af kortene. Jeg mærker en tåre og forundres. Hvordan kan denne udtørrede brønd af en hjerne frembringe væske nok til en hel tåre?
Min svage hånd rykker frem, og jeg ser på Karens skrift. Jeg husker den, og jeg husker hende. Vi er de samme bogstaver, men du har også K'et. Kvinden. Konstanten. Kærligheden. Kræften.
Nå nej, det var mig der var kræften. I hjernen.
Jeg rejser mig. Underligt jeg er alene. En syg mand som mig må nogen da passe på. Jeg stiller mig ud på den altan, der ellers blot var til skue. Det bipper af alarmer bag mig. Udsigten er flot foran mig. Jeg læner mig udover. Lidt for langt udover. Tæerne rører ikke mere jorden. Jeg flyver næsten.
Så hører jeg en dør slå op med et smæld. Min krop siger spring, men min hjerne kan ikke bestemme sig. Den gamle sløve hjerne.
Jeg lukker øjnene. Lukker den flotte udsigt ud. Så læner jeg mig endnu mere forover. Jeg hænger ud over altanen. Ud over kløften.
Så lukker min hjerne ned igen, og jeg glemmer alt.
Hvor mon jeg vågner op? Hvem mon jeg bliver?