Skjoldet landede blødt på bunden.

Efter menneskers beregning havde de været sammen i mere end 15 år, og de var vel begge at betegne som midaldrende nu. Han elskede hende overalt i havet. Fra start af havde han været vild med det hvide hoved, det absolut ikke var kendetegnende for de grønne havskildpadder, og hun havde elsket, at hans ene forpote var mindre end den anden. Det var yngletid igen, og hun havde fart på, for hun ville ind til kysten hurtigt. Normalt besøgte de den lille ø langt ude i havet, for her var ungerne mere i sikkerhed, men vandet omkring øen var blevet koldere og koldere de sidste mange gange de havde været der. Hun havde dog aldrig mere travlt end, at hun altid havde tid til at lege, slå kolbøtter i vandet og dreje rundt om sig selv til hun ikke kunne svømme lige.

Derfor så hun heller ikke det brune, som hun svømmede ind i. Han havde prøvet at kalde på hende, men hun var for langt væk. Hun baskede rundt, men kunne ikke få det af og hendes flotte hvide hoved og hendes pæne øjne og resten af hende var dækket af det brune. Det var landdyrene, han havde set det før, de hældte det også ud fra de store jernhvaler ind imellem. Ganske få øjeblikke efter sank hun livløs mod bunden og lige meget, hvor meget han kaldte på hende, hørte hun ham ikke. Han svømmede rundt om hende i lang tid og vidste godt, hvad han skulle gøre. Han kunne ikke mere uden hende. Langsomt åbnede han munden og tog den første store mundfuld vand. Det brune havde krævet to nye ofre, da han lagde sig ved siden af hende.

Skjoldet landede blødt på bunden.