Jeg tog min bærbar, klappede den sammen og sagde pænt farvel og god juleferie til eleverne. Det var spændende det hele. At få lov til at undervise på et så fint universitet som det i Edinburgh, og lille Samuel kunne få lov til at være med. Han var dog i skole lige nu, og lige om lidt, ville han komme ind af døren med sin babysitter og så vi, bare ham og jeg, have en hyggelig jul sammen. Vi havde lejet en hytte op i Højlandene ved folk vi kendte, som han glædet sig til at besøge. Det bankede på døren.
"Åh, hej Ida... så glad for..." Jeg kiggede op og så ham.
"Jeg er ikke Ida." Sagde han og sendte mig et smil. Han tog sin kasket af.
"Hvordan fandt du os?" Spurgte jeg.
"Jeg spurgte efter jer længe nok. Hvorfor stak I sådan af? Hvorfor må jeg ikke se min søn?"
De sidste elever havde lukket døren bag os.
"Han har måske dit blod i årerne, men siden hans mor gav ham op, har han været min søn, og du ville ham ikke dengang, så hvorfor skulle du ville ham nu?" Spurgte jeg.
"Det jeg gjorde var forkert." Indrømmede han.
"Men... Du tog ham også væk fra mig." Kom det ud af ham.
"Jeg tog ham aldrig væk. Du kastede ham væk."
"Jeg er klar nu... til at være en god far."
"En god forælder kommer ikke bare sådan lige nu pludselig efter ti år." Hvæste jeg.
"Samuel, fortjener tryghed, kærlighed, glæde, sjov og ballade, og alt det som en dreng har brug for."
"Han har brug for en far."
"Han har brug for en ordentlig forælder. I to satte et barn i verden, og var så sure, at I ville give ham væk. Intet barn, fortjener en forælder, som allerede fra fødslen af, udstødte dem. Når han er gammel nok, kan han opsøge dig. Gå før jeg ringer efter sikkerheden."
"Så jeg kan bare tage ham, siden du har brug for at bruge vold også?" Sagde han.
"Du ved godt, at den af os to, der er en farligste, så er du langt nede i fødekæden, så bare prøv." Sagde jeg og gik.