I mandags var jeg inde og se We need to talk about Kevin i Grand sammen med bøsserne. Det var en stærk omgang. Det eneste negative jeg kan sige om den, var, at symbolikken var lidt sovsetyk. Men ellers var det fremragende skuespilspræstationer. Og filmen hjemsøger mig stadig her flere dage efter. Den forfulgte mig i mine febervildelse, sammen med dørerne og plakaterne i stuen. Den måde Eva/Swinton bærer moderskabet som en mærkelig skævvredet stor, tung og klodset rustning, hun hverken kan sidde, stå eller bevæge sig i. Kevin det uhyggeligt intelligente og manipulerende barn som psykisk martrer sin mor og gennemhuller voksenlivets hykleri med hans skarpe, kyniske iagttagelser:
"It's like this: you wake and watch TV, get in your car and listen to the radio you go to your little jobs or little school, but you don't hear about that on the 6 o'clock news, why? 'Cause nothing is really happening, and you go home and watch some more TV and maybe it's a fun night and you go out and watch a movie. I mean it's got so bad that half the people on TV, inside the TV, they're watching TV. What are these people watching, people like me? " Jeg tror jeg bliver nødt til at læse bogen.

Jeg fik den lille lejlighed på Vesterbro. Nu drømmer jeg om at få mine ting igen. Min håndbyggede schweiziske blender, mine knivskarpe slagterknive, min stempelkande, mine store tunge sautérpande, mine små kobbergryder. Min ethundrede år gamle bogreol. Og alle mine dejlige bøger. Den er ret lille, og lidt mørk. Et køkken, bad og to små sammenhængende værelser. Køkkenet er med lækkert nyt gaskomfur og et stort stålkøleskab. Bad og toilet er også nyt. Der bor en alkoholiker, der hedder Palle nedenunder, men han fester altid kun til kl 22 så går han kold. Der bor en rar bøsse ved navn Kurt ved siden af, af hvem man kan låne stegetermometer og propoptrækker, hvis det skulle blive nødvendigt. Det bedste er vindueskarmen i den lille stue, som er lavet til sådan en siddebænk. Så kan man åbne vinduerne og sidde og dingle med fødderne ud over karmen. Og den ligger to minutter fra P, 5 minutters gang fra Bob og Idaho, 5 minutter fra Clive og S.

Efter nærkontakt med Kbh's kreative klasse har jeg ét budskab: HOLD. NU. KÆFT. Bliver vist nødt til at trykke det på en mulepose. Og i øvrigt: Nej, skinny bitch. Du kan ikke få en drink uden kalorier. Du ka få et glas is eller en sten at pis' ved.

Jamen det er sgu da utroligt. Jeg mener, det er gratis bar. GRATIS. Hvad mere kan man forlange. A lot apparently. "Kan jeg få én uden is" "Har I ikke danskvand" "Har I ikke noget uden alkohol" "Jeg er på sådan en skinny bitch kur er der mere sukker i lemon end i tonic?" "Kan jeg få en Bloody Mary". Bloody Mary? Jeg ska kraftpetervæltemig gi dig Bloody Mary, kom du bare to skridt tættere på dit lille bøllehatsbeklædte gespenst. Det er kun og jeg gentager KUN disse farverige navlepillende kreakulturelle væsener, der kan gøre en gratis GRATIS SAGDE JEG, bar til rocketscience. WHAT THE FUCK IS WRONG WITH YOU? TAKE IT OR FUCKIN LEAVE IT. Og til alle jer gravide, snup en tudekiks og pil af, der kan købes alkofri sodabajer i cafeen, denne bar er sponsoreret af Absolut Vodka. Kan du læse skiltet for din store mave? VODKA. JA. VODKA. JA DEN MED ALKOHOL!. Gravide kvinde, gå hjem og spis din have sammen med Signe Fuckin Wenneberg, I'm beggin you. Og ja, ja stik du bare din lille hellerupske opstoppernæse i vejret og tramp væk på en måde som fortæller mig, at du føler dig diskrimineret imod, som om du var en fuckin lille truet minoritet. Ahmen, jeeeezus altså.
Ja, jeg hjalp igen min veninde til afslutningen på forårsudstillingen på Charlottenborg, denne gang stod jeg i en bar sponsoreret af Absolut Vodka. Og jeg kan sige så meget, at der er ikke den ting, den kreative klasse, de farverige flokdyr, dette strikhuebefængte hipsterati ikke vil gøre for at få fat i en gratis sjat vodka med sodavand. Hvis man vil se den krea-kulturelle kapital spille fallit, så skal man bare opstille en bar med gratis alkohol. Nå, jeg skrev en lidt sjov status om dette fænomen på FB, og det udløste mange kommentarer og likes. Men én forekom at blafre lidt: "Jeg elsker dig Neon!". Det er skrevet af en gammel arkitektskoleven, som jeg ofte har flirtet lidt med, men hvor det altid har været sådan nær ved og næsten. Jeg mødte ham i byen for blot et par uger siden, han havde havde en pige med, som han præsenterede som sin kæreste, men han var mærkeligt akavet ved situationen. Jeg forstår godt at "jeg elsker dig" -kommentaren ikke skal tages for pålydende. Men den affødte alligevel at jeg fik sms'er fra forskellige studiekammerater som også havde noteret sig de store ord, og som nysgerrigt spurgte ind. Jeg fik skrevet en frisk modkommentar som på raffineret implicit vis understregede at det naturligvis bare var et begejstret udbrud fra en sympatisør. Men langt inde i mit lille top-romantiske overanalyserende pigesind hvirvler det rundt med rosenblade og Amors pile. Nej, der gør sgu ej. Meeen alligevel, tvivlen nager - lå der lidt mere bag ordene?

Spoileralert! Warning... vi slår lige over chick-flick for just a sec.
Og nær ved og næsten slår ingen mand af hesten, det er lidt temaet for mit lovelife. Selvforskyldt, ofte. Det er en herlig bittersur cocktail af stolthed og dårlig selvtillid der serveres i min bar. Som i går, hvor jeg blev hittet på af den her super søde svenske (helt ufattelige hipster-ish - men meget pæne) kok, som sådan scoutede mig af flere omgange. Vi faldt endelig i snak og snakkede lang tid. Nej, vi snakkede egentlig ikke. HAN snakkede. Og snakkede og snakkede. I detaljer om sit job, og sin nye fede lejlighed og hans morgenkaffe på Bang og Jensen og at han ikke bare var kok men chef und so weiter und so weiter. Interessant at first, men ligesom ikke rigtig nogen ping pong der. Men det betød jo ikke at han ikke kunne bruges til noget. Nå, men altså så mistede vi lige kontakten et øjeblik. Og imellem tiden blev han shanghaiet af min veninde G. Hun kan være pretty persistent. Og der bliver jeg sådan lidt, åh gider jeg konkurrencen? Nej, altså hvis han var interesseret, så ku han da bare komme hen og snakke noget mere, tænker jeg. Men altså det gjorde han ikke, selvom han blev ved at sende de der lange blikke. Men G den lille hobbit havde nærmest også wrestlet ham helt op i et hjørne. Nå. Og så ender det selvfølgelig med at de snaver maks. Og så bliver jeg lidt træt af det og tænker, fuck da os', det må han sgu selvom, hvis han vil ha sådan en hobbit som G, hvor der er sat lige vel tidligt af til røv. (Ja, altså sådan tænker man lidt tarveligt, når man er sådan lidt forsmået ... og needy). Well, men det er jo min egen skyld, jeg ku bare ta at spænde hjelmen og komme lidt ind i kampen. Nå, men jeg tænker også at det nok ikke var den fedeste timing at snave med nogen, når man har hele kraniet fyldt af snot, der ville være en helt reel chance for at blive helt koboltblå og dø af iltmangel.