(Torsdag)
Det er ikke så meget anderledes at være 31 end at være 30...
Tiden fiser stadig derudaf.

Jeg havde først tænkt mig at invitere hele familien på boller og lagkage d. 31., men så forhørte jeg mig lige uformelt hos mine søstre og forældre og ingen af mine søstre kunne, så overvejede jeg at lave middag til folket...
Men altså... Jeg har efterhånden tilpas mange gange forsøgt at stuve de 23 mennesker vi så er (hvis jeg var så heldig at alle ville kunne) sammen inde i vores lille mikro stue, og bevares det kan da lade sig gøre, der kan sidde 10 om bordet - med lidt god vilje 12, hvis der bliver sat to for hver bordende... Allerede her er det et problem hvis nogen får brug for at rejse sig. Så skal der så sidde 11 mennesker nede ved sofabordet...
Faktisk så kan det ikke lade sig gøre - jeg kan kun se det fysisk muligt at placere 9 rundt om sofabordet - og så sidder man klemt... (Jeg tror konklusionen må være, at der altid kommer en 4-5 afbud, hvilket er meget normalt, men jo ikke noget man skal satse på når man inviterer).
Korte af det lange. Så gad jeg ikke lave mad til så mange, havde ikke råd til at invitere hele flokken ud, og ville bare gerne nøjes med boller og lagkage, åbent hus og udnytte udendørsarealerne også. Og det kunne bare ikke blive.
Så fandenivoldsk som jeg er valgte jeg at nøjes med at invitere mine forældre og Bos far med kæreste til aftensmad på dagen - altså igår....
Mandag aften sad jeg så og kiggede i nogle af mine utallige kogebøger... Og bladrede fra det ene til det andet som jeg ikke gad at lave.... Trodsig, var jeg... Jeg ved ikke hvad der stikker mig for tiden, men jeg er sgu så pissetræt af at gøre tingene rigtigt, og af at bruge så forbandet meget tid på ting jeg ikke gider (*hosthost* oprydning, vasketøj, madlavning, indkøb! etc....*hosthost*)
Men nok så trodsig, så var jeg alligevel ikke klar til at tage en beslutning om ikke selv at lave maden, så jeg tilskrev min manglende lyst til at tænke på mad til min mætte mave (hvad ellers?)...
Og så skulle jeg i øvrigt til Odense næste dag, og mødes med Mille og Karina, da søde Karina skulle op til reeksamen i fransk.... Så jeg skulle jo pakke alt det med jeg skulle have med (vi havde besluttet at spise kaffe og kage sammen bagefter, men var alligevel for nærige til at betale os fra den fornøjelse, så tog selv kage og kaffe og frugt med, så skulle jeg have en bog og computeren med til turen over og en pose med tøj til Karinas datter.... (Iih hvor jeg slæbte!)) Og med alt det pakkearbejde foran mig synes jeg også kun jeg var i min gode ret til at udskyde beslutningen om mad til dagen...
Odense :) Iih hvor har jeg gruet de sidste par uger over snart at skulle i gang igen - det bliver en omstilling og jeg nyder faktisk min frihed mere end temmelig meget (og har været dygtig og fået skrevet 6 kapitler :D) - men hvor var det bare pissehyggeligt at være tilbage...
Men Mein Gott, hvor nervøsitet smitter... Alle de stakler der skulle op til reeksamen og var nervøse og da så folk ligefrem dumpede (der var mange der dumpede anden gang også) gik stemningen jo helt op i en spids og jeg sad jo fuldstændig som skulle jeg selv op og stirrede skræmt på døren og ventede til den gik op og en ny stakkel skulle ind og bevise sit værd.... (bedre bliver det jo heller ikke ligefrem når systemet er så tosset at der sættes 3 på i timen selvom der reelt kun kan komme to igennem i timen - det har jeg bitchet over tidligere, så lad os ikke rippe op i det igen!) Så dejligt var det, da Karina (selvfølgelig!!) bestod og vi satte os et andet sted hen med al vores habengut, og hyggede...

Jeg samlede jo også mod til mig, og gik ned og hentede den opgave i analyse som jeg fik 10 i og som jeg var stensikker på at dumpe (jvf. "I'm not a loser"-indlægget). Indtil jeg fik karakteren havde jeg jo ikke engang turde kigge på den opgave igen, og da vi så fik besked om at vi allesammen kunne hente vores opgave i udskrevet form ed kommentarer i marginen tænkte jeg at det ville jeg IKKE - jeg skulle ikke se hans undrende spørgsmål til de mærkelige ting jeg havde fået smidt ind i den opgave - det kan godt være den fik 10 men der var meget mærkeligt i... Men så havde Karina og Mille haft hentet deres - og så bukkede jeg under... Og det er jeg glad for, for der var flere steder han havde skrevet "godt" eller "fint" i marginen, og der var næsten ingen rettelser - så jeg føler efterhånden jeg har fortjent mit 10-tal...
Men det var godt at komme til Odense...

Hjemme igen ved 6-tiden, var jeg sgu ligeså fandenivoldsk og gad stadig ikke at lave mad til mine gæster onsdag - så var det Bo gik ind og sammensatte en indisk take-away-menu til os. Først protesterede jeg at det var for dyrt... Og så besluttede vi at det var det vi gjorde... Dejligt!

Jeg vågnede da Bo skulle til at op onsdag, på min fø'sda'. De skulle jo selvfølgelig vække mig med lys og sang, så Bo skubber stille til Erik, og hvisker: "Det er mors fødselsdag i dag."
PLING! Så er Erik opppe:
"MOR DET ER DIN FØDSELSDAG!" lyder det højt, og så kilder han mig lige lidt... Alt det inden Bo når at sige: "så vi skal liste ud af sengen uden at mor vågner."
Straks blev Erik stille og listede med ud... Det var da for kært :)
De fik sunget for mig alle sammen, dejligt, og jeg fik også gave af Helene og Erik - Helene havde lavet en fin fyrfadslysestage til mig i klubben, og Erik havde tegnet en farlig hval og fundet et agern :) (som han senere ville have med op i børnehaven og vise sin bedsteste ven - og siden har jeg ikke set det).
Bo havde ikke fået helt styr på min gave endnu, og Lucas gav mig et fødselsdagskram ;)

... Det meste af dagen var jeg igen fandenivoldsk, og gad ikke rydde op. Men jeg kunne godt mande mig op til at lave popcakes (Mums!) og æblekage - sidstnævnte mest fordi vi havde fået en stor pose nedfaldsæbler fra Bos far, der skulle bruges til noget hurtigt... Og så er æblekage jo bare for genialt!

Så skulle vi til møde i børnehaven... Jeg havde regnet med det ville tage ca 20-30 minutter... Det tog 45 minutter! Mein Gott! Ikke lige det jeg havde mest tid til, når nu jeg havde lavet næsten ingenting det meste af dagen - det værste var næsten at 98% af tiden gik på slavisk at gennemgå et skema, de havde udfyldt og hvor der ikke var nogle problemer med knægten overhovedet. Først da vi havde overskredet den afsatte tid, blev der tid til at spørge ind til hans problemsider. Det lyder så voldsomt, problemsider, men han har haft nogle perioder, hvor han har været lidt slem og revet, slået bidt og sparket de andre børn... Og jeg vil så nødig have, at han bliver sådan et barn, der sidder fast i den rolle.... Men det var så ikke et særligt stort problem mere - så det var jo dejligt lige at få det på plads :)

Da vi endelig var ved at være klar til gæster, og kun lige manglede at pynte de sidste 4 popcakes, samt (for mit vedkommende) at skifte tøj, bankede det på døren. Damn! tænkte jeg - de kommer fem minutter for tidligt de s***! (jeg havde sagt de bare kunne dumpe ind når det passede mellem 17 og 18).
Men det var min søde hustru, der kom med blomster. Skønne Julie, som jeg har gået til teater med i sin tid, og som jeg sidst rigtigt så da jeg i februar var til hendes overnatningsfødselsdag i hendes forældres sommerhus... Hun var lige i Ganløse og synes det ville være en skam ikke lige at sige hej, når nu det var d. 28. :)
Hun havde desværre ikke tid til at blive, men det var dejligt lige at se hende.
Resten af aftenen gik også fint... Jeg var lidt spændt på at se om maden ville komme frem, for de (den indiske restaurant vi bestilte fra) havde sådan set ikke skrevet på deres hjemmeside hvor langt de var villige til at køre med maden, og det felt man skulle skrive adressen i var bare en almindelig tekstboks, ikke sådan én der er bevidst om placering. Jeg havde skrevet som kommentar, at jeg gerne ville have det så tæt på kl 18 som muligt, og at de skulle ringe hvis de ikke kørte til Ganløse. Jeg havde ikke hørt noget, så tænkte den måtte være i orden, men fra kl 18- 18:30 hvor maden kom, havde jeg ikke meget ro i kroppen, og sad konstant og overvejede hvor længe man skulle give den, før man ringede til dem... Heldigvis kom det ikke så vidt. (Men chipsskålen jeg havde stillet frem til ventetiden, var da blevet helt tom).

Nu prøver jeg at beslutte om jeg stadig skal være fandenivoldsk og sætte mig til at skrive fordi jeg har lyst, eller om jeg skal sætte mig med lidt videnskabsteori til på mandag....

Tænke, tænke, tænke....

Michala