Jeg er gravid i uge 15 nu - og det er blevet noget sjovere at være til. Ikke bare er jeg sluppet for den sygelige kvalme, men nu begynder jeg også at bule ud så graviditeten kan ses af andre.

Det er ikke fordi at alt bare kører uden problemer, jeg har stadig kvalme ind i mellem, men niveau og frekvens er bare meget lavere, hvilket gør at jeg også spiser mere og har mere energi.

Der ryger igen noget frugt og grønt ned og jeg får bevæget mig mere (læs; ud af sengen). Nu finder jeg ikke lige sneen opfordrende til at komme så langt omkring, men i det mindste får jeg lavet lidt husarbejde så også kæresten begynder at have lidt mere overskud, da han ikke skal stå for alt længere.

Men ja, jeg skal nu heller ikke prale af mine spisevaner. Jeg er på det seneste blevet ret glad for at starte min dag med en mælksnitte. Det er ikke morgenmad, men det er rigtig god morgenkvalmehjælp. Den er sådan lidt frisk og kold og hurtig at finde frem for lige at tage toppen når kvalmen kommer af sult. Well.. derudover har jeg også de seneste dage lavet bananmilkshakes (dont judge), de er også virkelig gode fordi at det er koldt og alt det fedt er med til at udvikle min mæthedsfornemmelse. Jeg havde nærmest glemt hvordan mæthed føltes. På den anden side så holder det nok ikke med de milkshakes i længden - de vil jo lynhurtigt gøre at det jeg tager på bliver mere end hvad der er anbefalet i graviditeten. Så skal jeg til at slås med de kilo bagefter og det gider jeg heller ikke. Men lige nu vejer jeg stadig 1,5 kg. mindre end jeg gjorde da jeg blev gravid og vil bare gerne nyde at jeg kan få noget ned igen - at tingene smager! I går var også en sand åbenbaring da jeg fik købt ind uden at være ved at brække mig 10 gange i butikken. Faktisk blev jeg slet ikke påvirket af at se på alle de madvarer. Jeg følte mig normal lige dér.
Den største udfordring jeg har tilbage er faktisk mine vitaminpiller. Dem har jeg det ikke så godt med efter at have kastet op kort efter indtagelse de sidste par gange. Jeg tænker at det måske er fordi at maven mangler noget for at kunne tage imod dem. Så yoghurt og nogle HUSK-piller og så prøver jeg igen.

Herhjemme er der også andre ting på dagspordenen - for min kærestes skyld så bliver vi nok nød til at flytte mod Lyngby. Det tærer på ham at pendle og jeg kan udmærket forstå det - jeg ville ikke have holdt så længe. Desuden skal han jo også have en chance for at tilbringe tid sammen med barnet når det kommer til verden. Det er ikke optimalt, men vores nuværende situation går bare ikke. Det gør ret ondt i hjertet at skulle flytte herfra nu hvor jeg socialt set lige føler at jeg langt om længe har fået alt det ind i mit liv som jeg har længtes efter. Men det gør også ondt at se kæresten komme møg træt hjem fra arbejde sent om aftenen hver dag. Det har han ikke fortjent.
Måske har jeg den lille hemmelighed at jeg ville ønske at han ville finde et andet arbejde tættere på istedet, men jeg ved godt at det er hans drømmejob og at det ikke er sandsynligt at han lige finder noget lignende her omkring. Desuden er han jo den der rent faktisk har et arbejde hvor jeg bare render uden tilsyneladende at have nogen værdi for arbejdsmarkedet. Han skal have lov til at beholde sit job, for han er alt for god til at tænke på mig istedet for ham selv.

Til en mere spændende del af livet, så har jeg bestilt en kønsscanning af den lille i morgen. Jeg tør ikke gætte på hvad vi venter os - men kan heller ikke lade være. Det svinger meget hvad jeg tror, for jeg kan både se en pige og en dreng i vores fremtid. Men oftest... tror jeg at det er en dreng. Jeg har heller ikke kunne lade være med at tænke i navne og har allerede en lang, LANG liste med både mere og mindre seriøse navne imellem. Men det bliver sikkert også svært fordi at de navne jeg godt kan lide har det med at være.. noget unikke. Mens min kæreste er mere præget af hans egen familie hvor gamle nordiske navne slår igennem. Så selv om han har kigget på mine lange lister, så er der få navne han har meldt ud som nogen han kan lide. Men jeg føler jo en tilknytning til de navne, selv de mere anderledes og skøre som Atlas, Avalon, Bailey og Harley. Til gengæld giver jeg ikke meget for Peter og Line ect. de er SÅ overbrugt. Men det er heller ikke fordi at kæresten er kommet med sine egne forslag endnu - jeg tror han føler at når jeg nu har lavet så lange lister, så kan han bare vælge et navn derfra og så er vi enige. Men jeg ville nu fortrække at han lavede sine egne lister istedet for bare "pick and choose" tilgangen. Det ville for det første give mig en langt bedre indsigt i hvad han godt kan lide og dernæst er der en chance for at han har øje for nogle navne jeg ikke lige kunne se var pæne i første omgang men godt kunne falde for. Ikke mindst ville han få en større forståelse for hvor meget arbejde der egentlig ligger i at finde nogle navne, frem for bare at fravælge. Jeg tror det ville være vigtigt for at vi kom på bølgelængde. Mine lange lister kom jo ikke over-night, der ligger rigtig mange timers arbejde i dem. Givet er det arbejde jeg synes har været sjovt, men hvis han ikke sidder med udfordringen på samme måde vil jeg nok føle mig lidt stødt. Ikke at jeg forlanger at hans lister skal være lige så lange, men en 15 navne burde han altså arbejde på at finde.
Men han har så også sagt at det først bliver når vi kender kønnet og det er også fair nok. Samtidig har vi også snakket om at navnet skal passe til barnet, hvorfor det er vigtigt at se barnet. Jeg er helt med - men synes det er rigtig svært at holde mig i skindet. Jeg har allerede flere konkrete forslag valgt fra mine lister. Specielt hvis det er en pige har jeg et navn der har lidt fra alle vores forældre i tankerne. Ikke at jeg nogensinde har tænkt at det var en god idé at opkalde et barn efter en person fordi det ligger forventninger til personligheden ned over barnet, men når bare det ikke er direkte det samme navn og når det i dette tilfælde ikke bare er én person men 4, så.. føler jeg at det er noget andet. Til gengæld "koster" det så også at barnet ville få 4 navne. Men i forvejen KRÆVER jeg at det har mindst 3 da der er tradition for et ekstra fornavn i min familie - og jeg er rigtig glad for mit. Men tør jeg nævne det navn for ham? Jeg er lidt bange for at det bare skal blive fejet af banen.