Havde en dejlig weekend i Berlin...
Vi skulle tidligt op, og køre de store rødder til Daniel, og så ræsede vi videre til Måløv station, for at tage toget til lufthavnen. Selve flyveturen fascinerede egentlig ikke Erik så meget som vi havde troet... Han synes da det var sjovt nok, men ikke helt vildt spændende...
Og så skulle han tisse ret tidligt i forløbet (faktisk før vi lettede), så så snart det var muligt, rykkede vi ud foran toilettet - hvor der selvfølgelig var optaget... Og det blev der ved med at være... Flypersonalet var færdige med at gå deres ture med salgsvognen og satte sig på stribe bag i flyet, hvor vi stod og ventede på, at der blev ledigt... De bad venligt om at få Erik til at lade være at røre ved det ene og andet... der kom endnu en ned for at benytte toilettet, og jeg tog utålmodigt i døren for at signalere til den derinde, at der stadig var nogen der ventede herude... Så fløj den ene pludselig op og sagde, at de da havde glemt at åbne toiletterne igen efter vi var lettet... (Hmmm, troede de bare jeg sad der for hyggens skyld?)
Men vi kom på toilettet (og havde brugt halvdelen af tiden i "kø"), og lige før landingstid faldt Erik i søvn, og vi måtte bære ham ud (eller rettere Bo måtte, jeg gik pænt med vores tasker ved siden af).
Så tullede vi rundt i Berlin i et par timer, og forsøgte at holde trit med Erik ved det jødiske monument (det er ikke så nemt - han kunne ret hurtigt blive væk). Vi stoppede ind på en café for en kop varm kakao og lidt kage. Jeg havde tænkt mig at betale, men jeg havde ingen euro, de tog dog heldigvis visa... undtagen lige da deres maskine ikke virkede :/ Så jeg måtte ned og tigge penge fra Bo...
Vi tog hjem og tjekkede ind på hotellet, og sov en times middagslur inden vi skulle til at gøre os klar til aftensmad i Fernsehturm... Det tog i sig selv sin tid at komme derop - selvom vi havde bestilt hjemmefra...
Men det var superhyggeligt... Det der vist mest fangede Erik oppe i deres restaurant var at gulvet drejede... (Vi havde heller ikke en vinduesplads, så det var ikke så let for ham at få indtryk af udsigten).
Hjemme på hotellet igen gik vi alle tre ret hurtigt om kuld.

Søndag lagde vi ud med at skrive postkort nede i morgenmadsbuffeten (ja ja lidt overdrevet med postkort for 1½ døgn, måske, men det var hyggeligt).
Før vi gik op for at pakke sammen igen, skulle vi lige tjekke adresser (bla. på Eriks børnehave) på deres computer... Erik tullede rundt og legede ved siden af os, og forsvandt langsomt længere og længere hen imod elevatoren. Han kaldte på os med sin lurendrejerstemme (=nu laver jeg fis og ballade) og vi gik hen imod ham, da vi havde noteret os adresserne... Men han var der ikke og hans lurendrejerkald var pludseligt blevet til et panikkald... Det tog ikke mange sekunder at regne ud at han sad inde i en elevator... Den kunne vi jo bare ikke åbne udefra... Han havde tilsyneladende fået trykket på 5-tallet (det var den etage vi boede på) for hans stemme blev langsomt svagere og svagere, og vi kunne se at elevatoren stoppede på 5. etage. Bo ventede dernede og jeg sprang ind i den anden elevator og fulgte efter til 5. etage. Ligesom jeg kom derop havde dørene i hans elevator lukket sig (han havde heldigvis/desværre været klog nok til ikke at gå ud når vi ikke var der). Jeg kaldte på ham og kunne høre ham hyle bag døren. Jeg bankede på døren og sagde vi nok skulle få ham ud (imens jeg overvejede at forklare ham hvordan han fandt dør-åbnerknappen, OG tilkaldte elevatorer i begge retninger for at se om mon ikke døren så åbnede sig - det gjorde den ikke, kun døren til den elevator jeg lige selv var kommet ud af). En pige der var ved at gøre rent, dukkede op og spurgte mig på tysk om noget jeg ikke nåede at fange, jeg forsøgte på engelsk at forklare hende situationen, men hun fattede ikke et ord, trak på skuldrene og gik igen... Tak for det... Jeg begyndte igen at tale til Erik, men i det samme forsvandt hans grædende stemme... opad! Lidt efter hørte jeg en mand tale tysk og til min glæde hørte jeg Erik svare et eller andet gennem sine hulk - kontakt til en voksen kunne kun betyde at han fik hjælp.... Så så jeg elevatoren køre ned til stueetagen igen, og jeg fulgte efter i min egen elevator, og fandt en meget rødhovedet Erik på skødet af Bo... Stakkels dreng...
Virkningen fortog sig hurtigt, for da jeg spurgte ham om der kom en mand og hjalp ham med at finde far, begyndte han at smile og sagde "Ja, men jeg ville bare hilse på manden og ikke på jer..." Godt så!
Vi sluttede Berlin af med en akvarietur (hvor Erik både fik set Nemo og Dorry i live-version), og tog så til Alexanderplatz station, for at få et tog tilbage til lufthavnen. Erik var træt og ville helst bæres (hvilket jeg så gjorde fordi han havde været så sej og gå til det meste). På stationen ville vi lige fange noget hurtigt mad, som vi kunne tage med i toget.... Vi endte med at lade Bo løbe rundt og finde mad og Erik og jeg satte os så til at vente... Men der var ingen bænke... Ikke en eneste!! Så vi slog os ned på gulvet ved siden af burgerking (hvor Bo ville købe sin mad, men finde noget andet til mig, der jo er besværlig vegetar) og Erik faldt i søvn på skødet af mig. Jeg følte mig som en hjemløs som jeg sad der, megatræt med stor oppakning (dog ikke større end hvad der kan være i en rygsæk) og en sovende dreng på skødet, mens alle folk gik hastigt forbi - dog ikke hurtigere end at de kunne nå at kigge godt på os... Vi har også tydeligvis lignet hjemløse. Efter max 10 minutter så jeg et par politibetjente komme rundt om hjørnet... De gik rimelig målrettet hen imod noget, som jeg følte var mig.... Men hvad skulle de dog ville mig?... 2sekunder senere... Ok, det føles faktisk som om de kigger på mig... 2 sekunder til senere... De kigger helt sikkert på mig, og er nu så tæt på at der ikke rigtigt kan være andre steder de er på vej hen...
En eller anden tysk bemærkning fløj ud af den enes mund og jeg fattede keine... udover at de talte til mig...
De slog så over i engelsk... spurgte hvorfor jeg sad dér...
Trætte mig, der ikke kunne tænke for forvirringen, sagde bare, at han var for tung til bare at gå og slæbe på...
"Jamen det er for koldt at sidde her..."
Vi havde godt med overtøj på, så jeg svarede bare, at jeg ikke synes det var så koldt endda (igen det dér med lige at overveje hvad de I VIRKELIGHEDEN siger, i stedet for bare at svare på ordene)...
"Hvor kommer du fra?" Spørger de så, og bliver overrasket da jeg svarer Danmark... "Er du her på ferie eller..."
"ja ja, svarer jeg glad, jeg er her på ferie."
"Har du ikke noget hotel?"
Jeg overvejede et kort øjeblik at begynde at forklare at vi var tjekket ud af hotellet, men endte med bare at svare at "jo, det har jeg..."
"Hvorfor sidder du så her? Du kan lade ham sove på hotellet." (tilbage til det originale spørgsmål, og endelig fandt jeg ud af at give dem et svar de kunne bruge)
"Jamen jeg skal jo med toget om ti minutter, jeg venter bare på min kæreste."
Så smilede de pænt, sagde fortsat god rejse og gik igen... :)
Jeg tænker nogen må have gjort dem opmærksomme på mig... de var godt nok målrettede fra før de kom frem om hjørnet (sådan så det i hvert fald ud). (...det kan selvfølgelig også være de har siddet med overvågningskamera...)
to minutter senere kom Bo og vi gik op og tog toget til lufthavnen...
Men så har jeg også prøvet det... Tror ikke det er en oplevelse jeg selv vil fremprovokere en anden god gang... (Men det er sgu da også for mærkeligt at der ikke er nogle bænke... jeg ville ikke have set halvt så hjemløs ud, hvis jeg havde siddet behageligt på en bænk, frem for ubekvemt og halvdesperat på gulvet...)
Resten af hjemturen gik fint og endelig hjemme ved os selv, sluttede vi en dejlig weekend af med en gang "Far til fire i sneen" (som jeg faldt godt og grundigt i søvn til) og færdigpizza...