Havde nogen for et år siden fortalt mig, at jeg skulle komme til at være med i et kor (og blive glad for det), havde jeg næppe troet på det – det lyder bare en anelse for nørdet! Men jeg er rent faktisk endt med at komme til at se frem til disse mandage med større og større glæde og forventning. Vi er en stor forsamling på godt og vel 60 mennesker, fordelt over sopraner, alter, basser og tenorer. Desværre er vi lidt ujævnt fordelt, således at der er temmelig mange sopraner, nok alter og knap så mange basser og tenorer. Trods det, at jeg er sopran, blev jeg dog lukket ind efter bestået stemmeprøve (hvordan jeg bestod den, aner jeg ikke – synes selv, jeg synger rædsomt, og hader at høre min egen stemme!).

Den sidste uge har været ret intens med øvelser, og eksamenslæsning ved siden af. På lørdag er der generalprøve og mandag koncert. Jeg har et kæmpe hul i noget af stoffet, fordi jeg har været en del væk, men her til aften har jeg tydeligt kunne mærke en forskel; jeg haler ind på det. (Til gengæld er jeg også ved at være godt og grundigt hæs!) Mærkeligt nok er det ikke Brahms ”Liebeslieder”, jeg har problemer med, den kan jeg stort set uden problemer. Det er de mange svenske viser, der volder problemer. Teksten vil bare ikke sætte sig fast, og jeg falder over ordene. Desuden synes jeg, der er lige lovlig meget Frelsens Hær over en del af dem …

Stemningen i aften var temmelig løssluppen trods koncerten, der vinker faretruende i horisonten. Vores dirigent kørte meget på basser og tenorerne under ”Liebeslieder”. Til sidste råbte han frustreret: ”Nej, mænner – det er nu I skal imponerer pigerne, så bare frem med det!” Da det gik op for ham, hvad han egentlig havde sagt, blev han temmelig rød om ørerne, og det hjalp ikke, da turen kom til os sopraner, som han var over, fordi vi ”ikke havde et rent fis!”
Generelt har han det med at få sagt nogle uheldige ting. For nogle måneder siden skulle vi synge sætningen: ”Og vinden kyser klit og næs …” hvorefter han bad os ”svulme” på klit og næs. Jeg stak en seddel over til Jette, jeg sidder ved siden af, hvor der stod: ”Kvinden kysser klitoris – og husk at svulme!;)” Derefter var det svært at synge med på netop det stykke! Hvorfor går der altid fandango i den, når så mange kvinder er samlet?

Ellers var det en dejlig tur derud. I lang tid har P. kørt gratis med … Det startede med, at han kun skulle køre med tre gange, derefter ville han selv have bil. Men efterhånden blev det til mere og mere. Vi er ellers fire tøser, der fra starten af har fulgtes ad, men nu betød det, at I. måtte køre alene, og der gik kludder i hele vores kørearrangement. Jette er dog ikke så konfliktsky som os andre, og fik ringet til P. og spurgt, om han ikke kunne køre selv? Så nu er det atter bare os tøser. Det betyder også, at vi skal køre en anden (og meget smukkere) vej. Øen stod flot her til aften i forårets farver. Især hjemturen var smuk med en næsten purpurfarvet himmel, grønne marker og skove som sorte silhuetter mod aftenhimlen. Stammerne strakte sig – stadig med halvnøgne grene – mod himlen og lignede sparsomme hårrødder i en hovedbund. Da vi kørte gennem skoven, så vi to dådyr boltre sig i noget, der lignede en leg mellem stammerne og ud mod marken.

Nå, nu vil jeg have mig noget sent aftensmad … eh, ja, faktisk er det frokost … derefter skal jeg have læst en sidste artikel fra psykologi, før jeg i morgen formiddag skal terpe første del af pensum igennem med Jette. Så er det slut med medievold og videre til ”hjernen – intelligens – kognition”. Derfra kommer det sorte hul: Udviklingspsykologi! Kommer jeg op i det, er det sket. Jeg kan ligefrem høre smældet fra guillotinen *svuisj!* Og Lines hoved ruller hen ad jorden!
Nå, pyt, jeg skal jo ikke bruge det til noget. Og heldigvis skal vi op under den nye eksamensform, hvor vi har 24 timer til at forberede os hjemme, lave en synopsis og derefter komme til selve eksamenen. Så det skal jo nok gå godt *host*