Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
12 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
7 år siden
Nede på point
Olivia Birch...
9 år siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
15 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
11 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
14 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
12 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
10 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
16 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
9 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
9 år siden
Øde strand - tidlig morge...
Mikala Rosen...
14 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
12 år siden
Ryddedag
Sunstar31
10 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
9 år siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
9 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
11 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
En krone for dine tanker?
Karen Kris
10 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 år siden
Måske læsedag
David Hansen...
10 måneder, 10 dage siden
opdatering
Michala Esch...
21 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
8 år siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Min lykke koster åbenbart dyrt! Det er ikke længere til at ignorere, at jeg har taget et par kilo (eller *host* fem ...) på - hvilken min læge i sin tid også advarede mig om - da jeg begyndte på henholdsvis Cipramil og Saroten. I starten gik det okay, men i takt med, at depressionen bliver mindre og mindre i bakspejlet, er (livs)appetiten også vokset, og det er altså knap så fedt.

Så for godt 14 dage siden besluttede jeg, at nu skulle der altså ske noget! Jeg gider ikke længere skulle gå og trække maven ind, hver gang der er andre mennesker i nærheden, eller sætte mig startegisk korrekt på en stol, så dellerne, der ligger i lag, synes mindst mulige. Samtidig vil det være godt for min krop at få mere regelmæssige måltider (læs: mere end én gang dagligt). Det skal være slut med at leve af toastbrød, slik og frugt.

Da jeg jo er kvinde, er det selvfølgelig ikke mit livs første slankekur. De sidste 15 år har mere eller mindre været en lang slankekur, så jeg har da gjort mig visse erfaringer:

1) En skam Letigen røg af markedet - farligt? ... tja, sikkert. Effektivt? Mon ikke!

2) Pulverkure og lignende har ingen effekt. Udover at de som oftest smager gyseligt - lidt ala wc-rens med en opløst mønt og et cigaretskod i - bliver man A) Pirrelig B) Svimmel C) Dårligt tilpas D) Træt og (vigtigst af alt!) E) Endnu mere sulten!

3) Sultekuren - ah, ja ... effektiv er den da! Smed godt seks kilo i løbet af en lille månedstid før mit bryllup. Men det er ikke så fedt at besvime, hver gang man så meget som tænker på at rejse sig op eller gøre en hurtig bevægelse. Og så tager man som regel det hele lige så hurtigt på igen.

4) Motion - en klar vinder. Men, men, men ... dels er min krop ikke i stand til at udføre det helt store og vilde, og dels er det K E D E L I G T!

5) Konklussionen bliver derfor: Der er ingen vej udenom - væk med de usunde sager, frem med gulerødderne og bladsellerien.

Således klar over, hvad der skal til, begyndte jeg at rydde ud - både rent mentalt, så min indstilling var helt rigtig, men vigtigst af alt - i skabe og skuffer, så der ikke er noget usundt i huset. Jeg er typen, der er afhængig af lakrids. Heino forsøger ganske vist af lave lagre rundt omkring, så han kan have sine lakridser i fred, men vejrer min næse lugten af lakrids, bliver jeg ganske pludselig mobil og er i stand til - som en anden sporhund - at opsnappe, hvorfra lugten kommer og klatrer ellers rundt på hylder og reoler for at få fat i værktøjskassen, eller hvor kæresten nu tror, det sikkert at gemme slikposerne. Når han så kommer hjem og står med det der bebrejdende og halvskuffede blik i døråbningen og ser på de tomme poser og mig, der ryster efter sukkerindtagelsen, føler jeg mig ærlig talt lidt langt ude.

Men nu er der gået godt 14 dage. De første to dage sad jeg apatisk med blikket rettet mod et punkt på væggen, mens jeg, siddende i skrædderstilling, gnaskede løs på den ene gulerod efter den anden. Arbejde mig gennem to kilo gulerødder den første dag (I KNOW!!), mens stakkels Lurifax (vores kanin) sad og kiggede misundelig - og angst for sultedøden!

I løbet af nogle dage gik det dog i sig selv, og fra at tænke over alt det jeg ikke må få, er jeg gået til en sær form for ligegyldighed, hvor det nærmest irriterer mig, at jeg er nødt til at spise, fordi jeg alligevel ikke er sulten, og desuden ikke gider lave mad.

I starten gik det også fint. Tabte næsten to kilo, men nu står det bare helt stille. Den fucking vægt er ved at blive mit værste mareridt og jeg har allermest lyst til at opgive det hele og finde den nærmeste slikbutik og bare æde mig rigtig fed af ren trods!

Jeg ved godt, jeg aldrig bliver et lille myr på 50 kg, som for ti år siden, men hvis jeg bare kunne komme ned på de 52, hvor jeg er pæn og slank ... Det mest irriterende er, at det er de berømte fem-seks kilo, som man bare altid gerne vil tabe, men som aldrig lykkes. Men det skal det sgu!! Det skal det bare.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Den F E D E lykke! er publiceret 22/11-2006 21:49 af Line Find-Andersen (ALFen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.