Ja så sider jeg her endelig igen det er meget længe siden jeg har skrevet lidt så nu er det på tide.
Jeg sider her en lørdag hvor solen sender sine livgivende stråler ind til mig igennem vinduet på en vinter dag hvor sneen ligger let over land og by.
Jeg kom til at tænke på at det er nu 12 år siden min fars livsknist gik ud tæt efterfulgt af min mors som også brændte ud.
Det trak triste minder over mig den 25 febuar i den her måned er det 12 år siden nu jeg husker dagen som var det i går.
en tidlig morgen den 25 febuar ringet min bror til mig og fortalte mig at far var kommet afsted med ambulancen jeg tog det nu roligt det var jo sket før,
men da jeg have fået mig en kop kaffe ringet jeg til hospitalet for at høre til min far og underet mig over at jeg skulle snakke med en læge.
Da lægen så fortalte mig at far var død i ambulancen tidlig om morgenen følte jeg tiden gik i stå da jeg lagde røret på sad jeg som i et tomrum hvor alt var stille og dystert jeg sad blot og stirret ud i luften så ingenting hørte ingenting,
jeg begyndte at græde jeg kom først der til at tænke på vores mor som på daværende tidspunkt lå på hospitalet som hun altid har gjort så lang tid jeg kan huske tilbage,
hvad med mor jeg kunne pludselig ikke holde styr på mine tanker hvad nu med mor, som hele sit liv have været afhængig af far, og hvad med min bror som ikke kunne klare sig alene på gården som far også have på daværende tidspunkt og hvad med min søster som intetanene befandt sig i schweits hvor de var sneet inde og ikke kunne komme hjem fra jeg fik samlet mig sammen og ringe til min kæreste som tog fri fra arbejde med det samme ....så var jeg tros alt ikke alene i det kaos af tanker og sorg som hele tiden overvældet mig.
Jeg prøvede at ringe preben op men kunne ikke få fat i ham så måtte ringe til naboen som endelig fik preben til telefonen også han regeret på det triste budskab.
jeg forsøgt flere gange at få fat i min søster i Schweits
men uden resultat så måtte få fat i min søsters svigerforælder som sagde de nok skulle sige det til Bente når hun kom hjem fra Schwits.
Det eneste jeg lige som har fortrængt er hvordan jeg fortalte mor det husker kun at preben bruset ud med det før jeg fik stoppet ham,
resten har jeg lige som fortrængt men husker vi var mange der mødte op på hospitalet og husker blot at mor fik noget beroligende og at jeg bad mor om at vente med at tage fra os da jeg stadig følte vi have brug for hende tros hendes sygdom.
Jeg husker da min søster og jeg arrangeret bisættelese og jeg ved at far kom afsted på sin sidste rejse på en smuk og god måde smukke blomster prydet kirken og kisten sangene var nogen min far altid have holdt meget af bl.a 1 sang der hed der står et slot i vesterled,
jeg husker mor tydeligt da hun sad ved fars kiste jeg var sikker på hun viskede til ham at hun snart ville gøre ham følgeskab hvad mor også gjorde

jeg husker at mor var i så dyb sorg at hun ikke ville spise jeg husker hvordan min mor forsvandt ind til ingenting og hvordan hun ind imellem tog forskud på sin sidste rejse hun gik så meget ind i sig selv at hun ikke var til vække et par gange fik vi kaldt mor frem til virkeligheden men tredie gang hun gik ind i sig selv kom mor aldrig ud mere hun var på vej til far,
der var lige gået lidt over et år så kunne mine søskene og jeg også sende mor afsted på sin sidste rejse men en rejse jeg vidste at mor gerne ville på,
jeg husker at jeg have besøgt min mor på det plejehjem hun var kommet på et par dage før hun sagde farvel til livet og jeg glemmer aldrig den sorg der var tegnet i min mors øjne hver gang hun så på mig kunne jeg se hun i sit stille sind sagde farvel til mig.
Jeg husker at Bente og jeg have sidet skiftevis hos hende og på et tidspunkt hvor vi var taget hjem og vende lidt bare for en kort stund valgt mor at sige farvel jeg husker at vi var på vej til hospitalet da det var som om noget af mig selv forsvandt,
det eneste jeg sagde var nu døde mor kort tid efter ringet jan Bentes mand og fortalte at nu var det slut.
men også mor blev sendt afsted på hendes sidste rejse både smukt og stilfuldt også der var de smukke blomster og kranse som prydet kirken og den hvide kiste og de sange min mor holdte af,
bl.a nu lukker sig mit øje gudfader i det høje en sang mor oftes sang for mig når jeg skulle sove da jeg var en lille pige og sangen jeg så en rose skyde op af den frosne jord ja mor kom også afsted på sin sidste rejse stille og roligt og meget smukt.
Ja når jeg nu sider her 12 år efter og skriver disse ord kan jeg stadig få tårene frem savnet efter dem er stadig lige stort og det vil det nok være resten af ens liv men når jeg tænker på dem tænker jeg også på de gode minder man har om dem,
det er jo oftes det der for en videre når man mister to mennesker der har betydet mest for en igennem livet lige til de begge to trætte lagde sig til at sove for ikke at vågne mere.
I dag er jeg 45 år jeg har som sagt to dejlige børn som har holdt mig oppe og en kæreste som også har hulpet mig igennem mange kriser og han holder stadig ved uanset hvordan det går mig og hvordan jeg roder mig ind i prolemer
han kan ikke løse mine problemer men han kan råde mig hvad han altid har gjordt og nok altid vil gøre.
Jeg har i dag også mange problemer som jeg igennem mange år har skabt mig de påvirker meget min dagligdag jeg har altid haft problemer med at klare mig selv nok fordi mine forældrer altid have været der for mig manglede jeg penge så kunne jeg godt få dem af dem,
jeg tog tit ned til dem på gården og var der for dem med oprydning og madlavning specielt da de var ved at være så gammle at de have svært ved at klare sig selv også da jeg fik børnene, de var bare med der nede vis ikke lige min store pige var hos sin far,
men min søn have jeg altid med han have ingen forbindelese til sin far som for øvrigt også er død nu.
ja tiden er gået og det hele er gået meget stærkt jeg husker alt fra den tid tilbage som jeg her har skrevet om det er nogen triste minder men som sagt har jeg også de gode minder dem er der ikke nogen der kan tage fra mig og som sagt det er dem jeg bevare i mit hjerte.