Ja den tanke har jeg tit jeg har aldrig rigtig slået til nogen steder, værken i par forhold eller på en arbejdsplads eller i det samfund vi lever i.
Jeg prøver at tænke tilbage prøver at sætte mit liv i fokus.
Jeg voksede op på landet, mine forælder have en gård på 60 tønderland som min far og storebror passet selv,min bror var født handicappet, og min far var altid efter ham, og min mor blev stærkt handicappet af lede gigt så min far har altid passet mine søskene og jeg samtidig med gården som var velfungererene, min far var ikke velhavende men meget dygtig til sit fag inde for landbrug, selv om det egentlig ikke var det han rigtig ville min far have altid næret et ønske om at forsætte inde for millitæret men min Farfar fik ham overtalt til at gå ind for landbrug da min Farfar selv var landmand.
min mors handicap samt min brors gjorde min far til en Dominererne type som styrrede det hele med hård hånd, Min mors ledegigt startede da hun gik og ventede mig og jeg husker kun svagt min mor stå ved komfuret og lave mad. men ellers har jeg kun kendt hende som syg og lænket til en kørestol, fordi hun have gennemlevet så mange opreationer at det til sidst tappede hende for de sidste kræfter.
At have en syg mor og en syg storebror og en Dominererene far og en storesøster der flyttede hjemmefra som 18 årig hvor efter jeg overtog hendes forpligtelse at hjælpe vores syg mor gjore bestemt ikke min opvækst bedre.
Min barndom var et kaos fyldt med mobberrier som gjore mig bange og usikker, jeg var på et tidspunkt en lille pige der både var indesluttet og mut, bange for at gå i skole da min klasse altid var efter mig de kaldte mig alt hvad børn i deres ondskab kan gøre og mine forælder ville ikke kunne hjælpe mig da jeg sjældent sagde noget om det helvede jeg gennemlevet, og sagde jeg noget blev jeg bare firret af som om det hele var min egen skyld.
det resulteret i pjækkerrier og dårlig karakter, som jeg ikke turde vise for min far, som var den der skulle skrive under på at de have set mine bøger, jeg lærte mig selv at skrive falsk underskrift som jeg viste skolen og de opserveret ikke noget.
Min ungdom blev ikke bedre min far fik far datter jalousi da han altid har været der for mig kunne han ikke klare at jeg begyndte at intresserere mig for det modsatte køn det skabte volsomme skænderier imellem os og jeg begyndte at lyve for både ham og min mor og mine omgivelser, jeg udviklet mig til en umulig tenager der trosset dem der hjemme (jeg blev en køn pige som ung)og have bestemt ikke problemer med det modsatte køn og det var en ting jeg benyttede mig af jeg stak af hjemme fra det var nok en måde at klare mig for da alt i min barndom har været så svært, at jeg på en eller måde har lidt under
under den.
Bare det med en syg mor og en bror der heller ikke fungereret normalt, en far der altid gjore min bror opmærksom på at han ikke var rigtig klog og født dum.
en mor der ikke sagde noget da hendes sygdom hæmmede hende i det, da hun tilfældig var dybt afhængig af min far som viste sin side af iritation over for hendes sygdom, nærmest sagde til hende at hun selv var skyld i det, men det gjore han i i sit stille og ilter sind, vi andre måtte også få i vide at vi ikke var rigtige kloge og født dumme vi ville jo aldrig blive til noget i min fars øjne, hvad han fik ret i med hensyn til mig men det var takket være ham men det ville min far aldrig kunne forstå vis jeg have sagt det.
Men et eller andet sted holdte jeg af min far tros hans vrede og ilter sind han har altid sørget godt for os, vi børn manglede ikke noget og han gjore aldrig forskel på os, men min fars smag på tøj og frisure da jeg voksede op var under ald kritik, men fik vi det gjore han det i en god mening min mor passede han hele sit liv alene, med lidt støtte fra det plejehjem mor kom på, da min far skulle aflastes lidt
far betalte det der skulle til han har aldrig ligget samfundet til byrde hvad er prisværdigt far skyldte ingenting i gården den var velpasset og alt var i den fineste orden den dag min far sagde farvel til livet i en alder af 73 hvor han var slidt op, selv om han var en hård far er jeg nok et eller andet sted stolt af ham for han klarede tingene omkring mor og os med bravur, samtidig med at min fars landbrug blomstret min fars ildhu har nok min søster fået efter ham hun har altid været en karriere pige med de fineste uddannelser lige fra bank til vanskelige børn samt værge for min store bror i dag hvor jeg er en af de fattige fugle som ikke er kommet videre med mit liv som jeg egentlig gerne vilde.
men det er ikke bare min barndoms skyld da jeg var 18 år flyttede jeg sammen med min datters far som drak og egentlig var ligeglad med både mig og vores fælles datter, som til næste år fylder 18 år (smiler) dejlig pige.
Min tilværelse med ham var nok 100 gange være ind min Barndom. og jeg har tit ønsket at jeg have fået min datter med en anden far som var mere bevist om det med at have et barn.
livet med ham var et helved vil jeg sige hans alcohol problem fik ham til at gå så vidt med at slå, da jeg flyttede sammen med ham blev jeg mildest talt hvirvlet ind i et marreridt af et forhold som jeg ja næsten ikke kan fortælle om men kort og godt var der vold og kaos imellem os balade og druk til den store guld medalje jeg have konstant mærker på kroppen som jeg ...tja... som enhver anden skjulte mine forælder måtte under ingen omstændigheder vide noget jeg hvirvlet mig ind i løgne påny selv som voksen ....i ved.... jeg er klodset ...jeg er gået ind i en dør .....jeg er faldet..... jeg støtte sammen med en ven ....jeg er og bliver en klovn.....alt det jeg kunne finde på for at skåne mine forælder som heldigvis aldrig fik noget af vide jeg nåede heldigvis ikke at fortælle dem noget heller ikke før de begge sagde farvel til livet.
Det der nok vil side i min erindring resten af mit liv er nok den måde min mor forsvandt ind til ingenting da min far døde, det værste var da jeg skulle fortælle min mor at far var død mor lå på hospitalet som hun have gjort så mange gange i hendes liv min søster var i schwits(eller hvordan det nu staves) på ski ferie, da min bror ringet og fortalte mig at min far var kommet på hospitalet med ambulance tideligt om morgenen,
Jeg ringer til hospitalet og for en læge i røret som fortæller mig det triste budskab,og for mig stod tiden stille den eneste tanke jeg have var ...hvad nu med mor.... jeg kunne ikke tænke klart ...næste tanke ... hvad med min bror som også var handicappet hvad skulle der nu blive af dem.
Besøget på hospitalet hvor jeg skulle fortælle min mor det triste budskab alle de mennesker der troppede op, måtte allerede der fortælle min mor der var sket noget, min mor anede uro.
Der efter kom mor fast på plejehjem hvor jeg så min ellers runde mor forsvinde ind til bare ingenting, så i min mors øjne en dyb sorg som aldrig mere ville forsvinde et blik der fortalt mig at hun ikke ville leve mere uden min far, så min mor gå ind i sig selv gå ind i en verden hvor vi ikke var med og var min mor i denne verden kunne vi ikke få kontakt med hende så hende drage ind i den 2 gange hvor hun flygtigt vendte tilbage til livet, den tredie gang blev hun der denne gang blev hun sammen med far, det var et år efter min fars død.
Ja selv om far var en hård mand så var han der altid for mor tros hans dominans støttede han også op omkring mor de var tæt på at ha været sammen i 50 år men i døden er de sammen for evigt.
Ja det var lidt om mig og ja jeg har måske haft en bedre barndom ind mange andre men mens den stod på var den svær og meget svær at tackle min ungdom ..Tja jeg ville som gerne lave lidt af den om men da det ikke kan lade sig gøre så vil jeg bare sige at så har jeg den mere livs erfaring som jeg på en eller anden måde kan give videre til mine børn, og.... ja... det er det jeg gør og mine børn er søde og velopdragene tros alt,
at deres skoler og hvad der til høre ikke er så godt, det kan der rådes bod på, men jeg har et par børn der indeholder en livsglæde, et par børn der er let til latter, et par dejlige unger der som nok skal nå at give mig grå hår i hovedet, men en ting indeholder de begge det er Kærlighed og varme og to børn med hjerte på rette sted.
Inge