Hvorfor skal det være dårligt, at leve i hverdagen....?
Det bestemmer man altså helt og holdent selv, men nu er vi så heller ikke en af de børnefamilier, der gør alt for at blankpolere facaden og sørge for at vores børn er fuldt beskæftigede alle ugens dage med div. aktiviteter.
Børnefamilie begrebet er så snart en død fisk for mig og pludselig erkender jeg bare, at det er det helt rigtige for mig.
Om det så bliver for børnene også kan man jo blot håbe på.
De vil i hvert fald ikke opleve den iskolde stemning der er mellem deres forældre eller de skarpe ord og vendinger, der desværre skærer gennem luften ind i mellem, når ømtålelige emner, bliver berørt.
Jeg tror at jeg har fundet mig selv i alt det her, men det kommer for alvor til at stå sin prøve, når min mand flytter.
Nu har jeg jo stort set altid været meget alene med dem, så er i bund og grund ikke så bekymret for dem.
De vil selvsagt savne deres far rigtig meget og tror der kommer hårde tider.
Ja, man kommer jo ikke udenom at man ikke slipper for hinanden, når man har børn sammen.

Jeg har nogle fantastiske bekendte, der er super gode at tale med omkring dette, men få er det, der står i samme situation.
I går skrev KV om vi ikke snart skulle ses med ungerne og KM og L har også spurgt til det. De ved det ikke endnu.
Det er fisme svært at sige nej og jeg gruer sgu for at jeg måske nok mister nogle venskaber i den her forbindelse.
Gik en tur i skoven forleden med en god ven, der selv var det hele igennem for flere år siden. Det er sgu dejligt at høre og se, at der er et liv bagefter og børnene nok skal klare det og komme hele ud på den anden side.
Får snart en anden gammel veninde til kaffe. Hun er også alene og blev det for et par år siden. Vores sønner er meget tætte. Faktisk bedstevenner, men det mest faderen vi ser eller har været sammen med.
Ham ved jeg at jeg mister, det har min mand sagt...
Så ved man hvem der er rigtige venner....

Jeg vil nyde min frihed og hvis ikke det var fordi jeg var blevet så glad for en anden mand, så kunne jeg se frem til en tid som en total fri fugl, som jeg jo nok med fornuftens briller har brug for.
Men i den slags ting, bestemmer man ikke selv.
Han sagde selv i går - altså ham den søde, at det er totalt tab af kontrol.
Meget mærkeligt egentlig. Jeg har været skyld i at han har ligget søvnløs og tænkt på os/fremtid/forventninger mm.
Det der virkelig gør ondt i den forbindelse er forgængeligheden, for jeg har ikke lyst til at det skal stoppe. Jeg vil være i det nu og her og nyde det. Bruge tid på det. Det er livgivende og dejligt. Rigtig dejligt!
Jeg har lyst til at være sammen med ham hele tiden, skrive til ham og ringe. Jeg hverken kan eller vil give slip.
Han fylder og har fyldt rigtig meget i mit hoved, men jeg vil og ville IKKE have været det foruden!!
Afstanden rent geografisk er stor, men måske en redning, for bliver det først hverdag, bliver det farligt...
Og nu er vi ude i noget jeg ikke har lyst til at tænke til ende.
Han sagde at der var 3 muligheder...

Er simpelt hen nødt til at leve i nuet nu og her.
Vi tænker meget ens og jeg ser det som en gave, at skæbnen har ført os sammen. Vi er nogenlunde samme sted i livet, men på den anden side, skal jeg heller ikke være stopklodsen, der gør at han ikke får prøvet forskellige ting af og levet livet fuldt ud med de fristelser, der altid vil være.
Det skal ikke være kompliceret, det er vi enige om.
Shit, hvor jeg skriver meget om ham, men det illustrerer egentlig meget godt, hvor meget han fylder i min bevidst- og underbevidsthed.
Han sagde at jeg er helt inde under huden på ham og jeg har det på samme måde med ham.
Det er en mærkelig følelse.

I 1991 skete det første gang, i 1993 igen og når jeg tænker på de mellemværende år, kan jeg faktisk ikke finde nogen, der har gjort så stort indtryk på mig og præget mit følelsesliv og hverdag så voldsomt.
Måske lidt i 1996 og 1999, men det var alligevel så anderledes.
1999 er det nemmeste forhold jeg er gået ud af. De andre har været yderst smertefulde!
Da 1996 sluttede i 1998 mødte jeg den totale modsætning ret kort efter og kom videre på den måde.
De andre tog lang tid, men gjorde mig også stærkere.
Jeg har overhovedet ikke oplevet sådan med min mand. Ved han har med mig, men det blev hurtigere dyb kærlighed end egentlig forelskelse.
Til gengæld ingen større tiltrækning på det område, der kan resultere i børns ankomst til verden.
Vi har haft det skønt i de første par år og jeg har aldrig været så tryg ved nogen som med ham. Vi har delt så meget, men har udviklet os i hver vores retning og jeg kan godt se nu, at dengang jeg faktisk før vi fik første barn, overvejede om det nu var det rigtige, har holdt stik.
Vi duer ikke sammen. Kun som venner. Gode venner.
Det håber jeg inderligt vi kan blive engang. Han er et fantastisk menneske med uendeligt mange gode egenskaber. Fortjener det bedste og nogen der sætter pris på ham og alt det han står for, i stedet for en viv som jeg, der har haft udlængsel i årevis og egentlig har behandlet ham rigtig dårligt.
Jeg er jo en egoist i bund og grund og ikke særlig hensynsfuld overfor andre.

Nå, nu skal elsklingerne hidkaldes og så skal vi spise! :-)
Risengrøden har stået en time og hygget sig inde under dynerne.