Når hverdagens bekymringer stiger en til hovedet og man drukner i negativt tankemylder, så melder der sig en trang til at blotte sin sjæl herinde.

I en lang lang periode har jeg været lykkelig og glad. Fundet mig selv fuldstændig og den helt store kærlighed.
Min sjæleven. Bundet sammen af en dyb kærlighed og respekt og båret af hudløs ærlighed om vores fortid og inderste tanker.
Nu synes det hele at være tabt. Måske blot en krise. Kan kun håbe.
Jeg har dummet mig. Ikke været utro, men derimod beruset. Nok en kende for beruset.
Det blev til mere end 5 genstande, som jeg ellers havde lovet at forholde mig til.
Jeg har aldrig nogensinde haft et misbrug af alkolhol, men sådan føles det nærmest lige nu.
Fordi jeg kun tænkte på mig selv og ikke ham. På os...
Lod mig rive med af den gode og løsslupne stemning i mine kollegaers selskab, men selvkontrollen slap sit greb ved 5. genstand...
Jeg har bestemt været fuldere på andre tidspunkter, men det var et løfte at undgå det helt.
Det løfte brød jeg i lørdags.
Jeg er så ked af det og tom indvendig.
Hvor mange gange er det acceptabelt at tilgive den type tillidsbrud?

Mit liv er ellers dejligt og rart. Det kører på jobbet og børnene er i rivende udvikling.

Jeg tror jeg har en eller anden diagnose...

Ønsker så brændende at kærligheden skal blomstre op igen og han vil fortælle at han elsker mig.