I hvert fald i fodboldens verden.

Som opfølgning på mit sidste skriv, så gik der nærmest kun få dage, så var den lukket. Der blev slukket fuldstændig på kontakten, hvilket i grunden måske er meget godt.
Trods bopæl i samme by, er det kun lykkedes os at passere en enkelt gang.
Hver med en enkelt af vores arvinger.
Hjertet fløj op i halsen og det blev kun til et meget diskret "hej" fra begges sider.
Meget sær fornemmelse, når man indbyrdes kender private detaljer om hinandens intime liv som kun få normalvis er indviet i. I hvert fald kun de implicerede.

Jeg formåede også selv at lukke totalt ned. Dog med et par dages ærgrelse. Tanken strejfer da engang i mellem og især her efter at sæsonen for sporten, der er hans livsvej, startede op igen.
Faktisk er det - som i fodbold - også i Storbritannien næste gang.
Man kan jo følge arvingens fremgang på nettet. Det kan godt gå hen og blive ret stort. Baku har også været på listen.

Så intet eventyr. Leverpostejen kalder igen og det spiser jeg ellers slet ikke.