Her er ikke tale om The Return. Altså Twin Peaks i version fucked-up sæson 3. Der er tale om almindelige banaliteter. Faktisk helt klassiske klichéer. Hvordan pokker kunne det ske? Hvorfor tillod jeg mig selv det??
Der var et lille bitte hul. En lille bitte åbning, der absolut skulle kradses hul på. Det store moralske forfald er i gang og jeg ser ikke blot på, men er udøvende aktør.
Jeg er ikke bedre end alle andre. Det har jeg naturligvis heller aldrig påstået eller troet på.
Nu er jeg der bare og jeg vil ikke stoppe. Jeg fortsætter rejsen. Jeg ønsker det her. Det er som den forbudte gemte kagedåse, barnet ikke må få. Den er jeg nu i fuld gang med at tømme til sidste krumme og det stopper ikke der. Faktisk ved jeg ikke, hvad der skal stoppe mig. Måske ligger det bare indgroet i mit DNA?
Det er ikke farligt. Det er ikke dødeligt. Det er ikke vanedannende. Det koster intet, men samtidig kan prisen blive for dyr. Men det kan ødelægge. Ikke kun for mig, men for mange andre.
Lige nu er det kun på papiret. Inde i sjælen lurer råddenskaben. Den æder mig op, men kun fordi jeg har tilladt den at gøre det.
Pokkers!