Det har lige slået mig at det til december er 20 år siden jeg begyndte at skrive dagbog her. 20 år!
Da var jeg i slutningen af 20'erne og var så småt ved at lægge det vilde ungdomsliv bag mig. Nu er jeg i slutningen af 40'erne og de børn jeg endnu ikke havde da jeg begyndte på Fyldepennen, er næsten flyttet fra reden.
Det går så stærkt det hele og livet er så ufatteligt kort. Jeg har ikke spillet mine kort ordentligt på det sidste. Spørgsmålet er om jeg nogensinde har det...
Begge mine børn er nu kønsmodne teenagere. Kærligheden til dem er uendelig og når de ikke er i min nærhed føler jeg mig tom indvendig.
Der er sket store omvæltninger og særligt med den yngste. Til det gode for hendes vedkommende, hvilket er fantastisk. For mit vedkommende har det taget min livsgnist. Min hjerne har ikke kunnet følge med.
Jeg elsker de børn så meget at jeg kunne græde. Jeg er ikke og har aldrig været en hønemor, men de ved at jeg elsker dem. De kan føle sig trygge ved at betro sig til mig.
Jeg ser dem og det vigtigste for mig er deres trivsel. Her har omrokeringer betydet øget trivsel.
De er på vej ud i livet og der venter så meget spændende derude. Meget vil de opdage uden at jeg er ved deres side, fordi de er så store nu. De er ikke længere afhængig af mig på samme måde og det er ret overvældende.
Det skal ikke lyde som at jeg ikke vil give slip på dem, for det har jeg gjort. Altså ladet dem være frie. Fagre ungdom!

Mit indre liv er kaos. Jeg føler mig aldrig hel. Skal altid kæmpe. Hver dag. Det foregår uden nogen kan se det.
"Øjet kan smile og munden kan le, men tårer i hjertet kan ingen se". Dette citat husker jeg fra min barndom og nu ved jeg om nogen, hvordan det føles. Hvordan det føles konstant at skulle opretholde facaden, selvom man er fuldstændig knust indvendig. Tynget.
Jeg vil leve og jeg skal bare lære at acceptere at noget aldrig forandrer sig. Jeg bliver aldrig hel. Det er en del af den byrde jeg skal bære.
De synes allesammen jeg er så sjov og altid positiv. Det er jeg også, thi det ligger til min natur. Jeg bærer dog på en usynlig smerte og den er min følgesvend til mine dages ende.